Sats på det biobaserede samfund

23. feb 2011

PRESSEMEDDELELSE

Ny rapport fra De Økonomisk Råd anbefaler, at Danmark køber flere CO2-kvoter i udlandet og beskatter biobrændsler. Men det er osteklokketænkning, mener Landbrug & Fødevarer: Danmark bør i stedet tænke globalt og gå foran med langsigtede grønne løsninger.

Den årlige miljøøkonomiske analyse fra De Økonomiske Råd (DØR) peger blandt andet på, at Danmark bør købe CO2 -udledningskvoter i udlandet. Men det er en kortsigtet løsning, mener Landbrug & Fødevarer:

- Det er kortsigtet, hvis fokus udelukkende lægges på indkøb af udenlandske CO2 -reduktioner. Vi bliver nødt til at erkende, at der også er udfordringer med miljøet og klimaet på den anden side af 2020. Vi bør i stedet satse på det biobaserede samfund, hvor vi udvikler bæredygtige, grønne løsninger som biobrændstoffer, siger Carl Aage Dahl, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

Fødevareerhvervet vil være med til at løse globale klimaproblemer
Direktøren peger på, at vi i Danmark i stedet bør gå foran og bidrage til at løse de globale klimaudfordringer:

- Vi skal væk fra en osteklokketænkning, hvor vi kun tænker på vores eget CO2 -regnskab. I fødevareerhvervet vil vi meget gerne være med til at løse de globale klimaudfordringer. Inden for biomasse har vi knowhow og teknologien til at vise vejen med bæredygtige løsninger. Og det vil i sidste ende jo også skabe nye forretningsområder, som hele det danske samfund kan få gavn af i fremtiden, siger Carl Aage Dahl og fortsætter:

- Det nytter ikke, at vi bare flytter vores fødevareproduktion til andre lande, hvor man udleder mere CO2, end vi ville gøre. Produktionen skal blive i Danmark, og så må vi tage et globalt ansvar ved at gøre vores egen produktion så klimavenlig som muligt.

Også rådets anbefaling om at pålægge biobrændsler energiafgifter gør det sværere at gøre Danmark grønnere i fremtiden, mener Carl Aage Dahl.

Dansk landbrug har som en af de få sektorer formået at øge produktionen og samtidig nedbringe udledningen af drivhusgasser. Udledningerne er nedbragt med 24 pct. siden 1990.