Landmænd vil af med efterlønnen
13. jan 2011
En undersøgelse blandt 434 landmænd viser en klar opbakning til regeringens efterlønsreform.
Statsministerens foreslåede efterlønsreform er sød musik i de danske landmænds ører. I en rundspørge fra Landbrug & Fødevarer svarer 85 pct., at ordningen bør udfases. Otte pct. går ind for ordningen, mens seks pct. er i tvivl.
- Jeg er positivt overrasket over, at der er så stor opbakning til regeringens politik, og at så mange landmænd mener, det er fornuftigt at afskaffe efterlønnen, når man tænker på, at landmændene har et ekstremt hårdt arbejde, siger Claus Søgaard-Richter, direktør i Landbrug & Fødevarer.
Landmændene har ligeledes svaret på, hvorfor de mener, at ordningen skal udfases, og begrunder 41 pct. af de adspurgte deres svar med, at de kan lide arbejdet og ikke ønsker at stoppe før tid, mens 37 pct. svarer at de fortsat ønsker at medvirke til at skabe vækst og udvikling i Danmark.
Dertil kommer 24 pct. som ikke mener, at de vil være nedslidte ved efterlønsalderen.