Landbruget bidrager med mest indtjening til Danmark
18. jan 2011
En analyse fra Finansministeriet viser, at Danmarks handelsbalance ville være 40 mia. kr. dårligere om året uden landbrugets eksport.
I Finansministeriets økonomiske redegørelse fra december fremgår det, at eksporten af svinekød og andre fødevarer bidrager med 40 mia. kr. om året til det danske handelsoverskud. Dermed er landbruget den sektor, der bidrager med mest til Danmarks indtjening i udlandet. Landbrug & Fødevarer er begejstrede for analysen.
- Den viser, at landbruget er en overskudforretning, fordi behovet for import for at skabe eksporten er meget lille, siger Leif Nielsen, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, til Børsen den 17. januar.
Bidraget til den danske betalingsbalance har dog været faldende gennem de seneste 10-15 år.
- Det afspejler, at vi har en stadig stigende konkurrence fra andre lande. Når man bliver presset på rammevilkårene, så presser det også erhvervet, siger Leif Nielsen, som fremhæver vandmiljøplanerne som eksempel på konkurrenceforvridende vilkår.
Danmark skal stadig producere
Nordeas adm. direktør, Peter Schütze, ser også ministeriets analyse som et tegn på landbrugets store betydning for handelsbalancen. Han er dog ærgerlig over, at landbruget og industrisektoren udgør en stadig mindre del af Danmarks samlede værditilvækst:
- Jeg har personligt svært ved at se, hvordan Danmark vil være i stand til at opretholde sit høje velstandsniveau, hvis vi fuldstændig opgiver at have egentlig produktion i Danmark og deraf følgende salg til udlandet, siger han til Børsen og fortsætter:
- Ud over den vækst og de arbejdspladser, som er direkte knyttet til produktionen, så handler det også om den vigtige og indbringende forskning og produktudvikling, som sker i tilknytning til produktionen, siger Peter Schütze.