Libanon får sit første øko-mejeri

22. jul 2011

I starten af juli måned var der åbningsceremoni af Libanons første økologiske mejeri, som skal producere økologiske varer til libaneserne efter EU-godkendte standarder.

Den libanesiske fødevareminister Hussein El Hajj Hassan førte saksen, da Libanons første økologiske mejeri i starten af juli åbnede tankene for lokalt produceret økologisk mælk, der skal bearbejdes til blandt andet ost – også af gedemælk – og yoghurt. Det skriver FoodCulture.dk.

Selskabet bag det nyåbnede mejeri hedder Biomass, og blev stiftet i 2007. Selskabet producerer i forvejen økologiske æg, frugt og grønt og juice til det libanesiske marked.

- Vi fik ideen til mejeriet for to år siden, fordi vi kunne se, at der var en voksende efterspørgsel på sikre og gennemkontrollerede mejeriprodukter, som vi ikke kunne imødekomme med de produkter, vi i forvejen kunne tilbyde, siger stifter og præsident for Biomass, Joseph Massoud ifølge ameinfo.com.

Arla ser potentiale
Produkterne fra det nye mejeri skal ifølge ameinfo.com leve op til EUs økologistandarder, og fra Arla Foods afdeling i Libanon bekræftes det da også, at der er en begyndende efterspørgsel på økologi i området.

- Vi har fået efterspørgsler på leverancer af økologisk smør, men det er i så små mængder, at det ikke kan betale sig for os endnu. Efterspørgselen har foreløbig været meget nær nul, men vi ser det afgjort som et niche-marked, der vil vokse sig større henover de kommende år, og den udvikling vil vi følge tæt, siger Torben Terp Hansen, salgsdirektør i Arla Foods Libanon.

I Landbrug & Fødevarer forventer seniorkonsulent Ejvind Pedersen også, at andre økologiske fødevarer kan blive attraktive for de mellemøstlige forbrugere.

- På markederne i hovedstaden Beirut er der i de seneste år allerede solgt bl.a. økologisk frugt og grønt, og økologi generelt er på vej frem i hele området. Derfor tror jeg også, at dansk producerede økologiske varer fra mejerierne med tiden kan finde kunder blandt områdets købekraftige kunder. Det understreges også af, at Biomass vil producere efter EUs standarder, og det viser, at økologien vinder frem overalt i verden og ikke kun i Vesten, siger Ejvind Pedersen.

Seneste nyt fra lf.dk