Ny fødevaremærkning hjælper forbrugerne

06. jul 2011

Landbrug & Fødevarer glæder sig over, at misvisende mærkning fra fødevareindustrien ikke blev den nye standard for europæisk fødevaremærkning.

Nye regler for fødevaremærkning er kommet i hus, og de er en sejr for forbrugerne, skriver Landbrug & Fødevarers netmagasin foodculture.dk. For fremtiden vil næringsdeklarationen på fødevarer være obligatorisk i hele EU. Et af de helt store stridspunkter i forhandlingerne op til afstemningen i Europaparlamentet har været udformningen af næringsdeklarationen.

- Fødevareindustrien i Europa har presset kraftigt på for, at GDA skulle være det fælles europæiske ernæringsmærke. Men det er en rigtig dårlig idé. For mærket er mest af alt egnet til at forvirre. Med GDA på emballagen er et glas light sodavand sundere end et glas mælk. Og det er jo ikke holdbart, siger Susanne Kofoed, chefkonsulent i afdelingen forskning og fødevarer hos Landbrug & Fødevarer, til foodculture.dk.

Hun peger på, at det gode og brede samarbejde mellem Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, FDB, Kræftens Bekæmpelse, Forbrugerrådet, en række politikere og Landbrug & Fødevarer har været en vigtig årsag til, at det er lykkes at bekæmpe GDA-mærkningen i Europa.

Vi må dog notere os, at GDA ikke blev hældt helt ned ad brættet, da de nye regler giver mulighed for at bruge GDA på frivillig basis, og det er selvfølgelig ærgerligt, når vi helst så GDA-mærkningen forsvinder derhen, hvor peberet gror," siger Susanne Kofoed.

Men det er slut med udelukkende at bruge GDA mærkningen og for fremtiden, skal det tydeligt fremgå, at den omstridte mærkning kun er dækkende for en voksens næringsbehov.

Læs hele historien på foodculture.dk

Seneste nyt fra lf.dk