Øko-omlægningen går kun langsomt fremad
08. jul 2011
Der blev stort set ikke dyrket mere økologi i Danmark i 2010 i forhold til året før, viser nye tal.
Plantedirektoratets årlige økologistatistik viser, at den økologiske produktion i forhold til sidste år stort set ikke har udviklet sig i forhold til produktionsareal og antal husdyr. Det samlede økologiske produktionsareal i 2010 udgør i alt 173.513 ha, hvilket kun er en stigning på 3.167 ha i forhold til året før.
- Der er virkelig behov for, at flere bedrifter lægger om til økologi, hvis regeringens 2020-mål om en fordobling af det økologiske areal skal nås. Forbrugerne både i Danmark og i resten af verden køber mere og mere økologi. Så potentialet burde være der, siger Kirsten Lund Jensen, teamleder for Økologi i Landbrug & Fødevarer.
Landbrug & Fødevarer tror dog stadig, at regeringens Økologivision vil sætte skub i udviklingen:
- Der er flere gode initiativer i regeringens Økologivision, bl.a. en økologisk eksportstrategi og investeringsordningen. Og visionen har ikke rigtig fået lov at virke endnu, så vi giver den lige lidt tid at løbe på, før vi slår alarm. Men farten på omlægningen skal op de næste år, siger Kirsten Lund Jensen.
Hun peger dog på, at gode afsætningsmuligheder og stærk konkurrenceevne i dansk økologi er helt afgørende for, at flere lægger om.