Bøger til alle skoler
01. jun 2011
Bestillinger på skolebøgerne ”Griseliv og svinekød” og ”Koen og mælken” strømmer ind, ligesom telefonerne gerne skulle kime hos de 650 landmænd, som tager imod besøg fra skoleklasser.
I sidste uge modtog alle landets ca. 2.000 grundskoler et eksemplar af hver af de to bøger ”Griseliv og svinekød” og ”Koen og mælken”. Sammen med bøgerne var der også en invitation til at tage på gårdbesøg hos en lokal landmand.
- Lige nu strømmer bestillinger på klassesæt af bøgerne ind. Og jeg håber, at telefonerne kimer i samme takt hos mange af de 650 landmænd landet over, som åbner for deres gårde og tager imod skoleklasser på gårdbesøg, siger Ida Binderup, konsulent, samfundskommunikation, Landbrug & Fødevarer.
Hun tilføjer, at vælger en klasse at tage på gårdbesøg under projekt Klassen i stalden, så er bøger til hele klassen gratis.
Tilbudet fra Landbrug & Fødevarer om undervisningsmaterialer af høj kvalitet bliver taget godt imod. En lærer fortæller, hvordan hun havde ledt på skolens bibliotek efter materiale om grisen. Dagen efter modtog læreren vores materiale, hvilket affødte denne reaktion: "Det er bare så flot en bog med mange gode oplysninger, opskrifter på mad mm. at det er en gave, der falder i vores turban på rette tid. Og så oveni købet en bog til hver elev. Tusind tak for jeres generøsitet."
Det er lige nu lærerne planlægger det kommende skoleårs aktiviteter, og det er dejligt, at vi kan være med til at sætte landbruget på næste års skoleskema ved hjælp af gode undervisningsmaterialer, siger Ida Binderup.
Læs mere om projekt Klassen i stalden.