Brak er ikke tænkt som naturordning

17. jun 2011

Det har aldrig været meningen, at EU’s brakordning skulle forbedre naturen. Naturforbedringer skal laves via EU’s landdistriktsordning, mener Landbrug & Fødevarer.

Landmændene bliver i dagens medier beskyldt for at ødelægge en stor del af Danmarks natur, fordi en række brak-marker i perioden 2007 og 2010 er blevet pløjet op. Men landmændene har blot gjort, hvad de er blevet bedt om, siger Lone Saaby, ervervspolitisk direktør i Landbrug & Fødevarer til Maskinbladet.dk:

- Det, man glemmer i denne sag, er, at der ikke er tale om en natur-miljøordning. Da man i sin tid lavede brakordningen, var formålet at mindske fødevareproduktionen. Under fødevarekrisen besluttede man så at ophæve ordningen.

Hun understreger, at det er ærgerligt, at landmændene er kommet i klemme i denne sag.

Gerne mere natur
Landbrug & Fødevarer ser dog gerne, at der indføres naturordning - bare ikke via brakordningen, men via EU’s landdistriktsmidler:

- Vi ser gerne, at midlerne til at etablere natur bliver øget, men pengene skal ikke tages fra landbrugsstøtten. Vi vil gerne have mere natur og miljø via landdistriktsordningen. Den danske del af landdistriktsmidlerne skal øges, og pengene til at øge naturarealet skal komme fra den samlede EU-pulje, ikke støtten, siger Lone Saaby til landbrugsavisen.dk

 

Seneste nyt fra lf.dk