Dansk landbrug kan hjælpe ulandene

19. jun 2011

Frem mod 2020 forudser OECD og FAO bl.a. knaphed på mad i udviklingslandene, fordi de ikke er i stand til at udnytte ressourcerne effektivt. Men det vil højtudviklede landbrug som det danske kunne lære dem.

Rapporten Agricultural Outlook 2011-2020 fra OECD og FAO, som netop er blevet offentliggjort, varsler en dyster fremtid med stigende fødevarepriser og en uhensigtsmæssig jordudnyttelse i udviklingslandene frem mod 2020.

I rapporten forudser OECD, at stigende fødevarepriser vil øge inflationen og på den måde skade den økonomiske stabilitet i udviklingslandene.

”Det vil bl.a. ske, fordi et stigende forbrug af afgrøder til produktion af biobrændstof vil få prisudsving på fossile brændstoffer til at påvirke prisen på afgrøder, og det vil ramme fattige befolkninger hårdt,” siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen, til Landbrug & Fødevarers webmagasin Foodculture.dk.

Ifølge rapporten betyder de høje priser på globalt plan og den store efterspørgselsvækst på fødevarer, at producenterne i udviklingslandene vil begynde at opdyrke mindre frugtbare jorde med store udsving på fødevarepriserne til følge.

Dobbelt gevinst
Men rapporten kommer heldigvis også med nogle bud på, hvordan udfordringerne kan løses. Og her er det, at dansk landbrug kommer ind i billedet.

”I udviklingslandene skal produktiviteten hæves, hvis de skal skaffe mad nok til en voksende befolkning. Noget vi i Danmark i mange år har været nogen af de bedste i verden til,” siger Leif Nielsen til Foodculture.dk.

Han mener, at der ligger en dobbelt gevinst i løsningen af de udfordringer, som OECD & FAO præsenterer. Dels kan Danmark eksportere landbrugsteknologier og know how til udviklingslandene og tjene penge, og dels kan der løses problemer med både sult og klima. Men det vil også kræve, at produktionen af biobrændstof ikke baseres på afgrøder, der vil kunne bruges som foder eller mad, som tilfældet er nu.

”Vi ønsker, at produktionen af grøn energi i Danmark skal baseres på landbrugets affaldsprodukter og bioafgrøder, så det ikke går ud over produktionen af fødevarer, som i stedet burde havne i maven på mennesker i stedet for i radiatoren, men det vil kræve politisk støtte, fordi det i øjeblikket ikke er konkurrencedygtigt. Men vi forventer til gengæld, at det marked i fremtiden vil have et ret stort eksportpotentiale,” vurderer Leif Nielsen.

Læs rapporten Agricultural Outlook 2011-2020 (åbner pdf) fra OECD og FAO.

Seneste nyt fra lf.dk