Derfor skal ligeglade københavnere lytte til sure bønder fra Jylland
16. jun 2011
I eftermiddagsdebatten hos Landbrug & Fødevarer på Folkemødet forsøger organisationens formand og kommunikationsekspert Peter Goll at svare på, hvorfor ligeglade københavnere skal lytte til sure bønder fra Jylland.
Det kan godt være, at danske landmænd er både højteknologiske og undertiden redder køer, der har slugt øldåser, som skødesløse bilister har tabt ud af deres vindue. Men det er sjældent historier, der når den kritiske forbruger, der bor i København og læser Politiken til sin latte. Det er kommunikationsekspert Peter Golls tørre vurdering på eftermiddagens debat i Landbrug & Fødevarers stand på Folkemødet i Allinge.
”Som forbrugere tror vi stadig, landmanden hedder Jens Hansen og prygler sine svin med svensknøglen eller hælder gylle i åen. Vi ved ikke, at landmænd i dag er dybt professionelle med høje uddannelser og yder et væsentligt bidrag til betalingsbalancen. Og efter min mening er det deres egen skyld, at det er den opfattelse, folk har,” siger Peter Goll.
Men sådan vil det ikke blive ved med at være, hvis det står til Landbrug & Fødevarers nyvalgte formand. Han varsler en ny optimisme og vil arbejde fremadrettet for at skabe en opfattelse i befolkningen af dansk landbrug som et erhverv, der løser fremtidens allerstørste udfordringer.
”Den viden, vi i landbruget tager for givet, skal vi have ud til befolkningen, så de får et retvisende billede af den danske landmand. Han er en hårdtarbejdende fyr, der elsker sine dyr og leverer varer af så høj værdi, at de kan sælges til udlandet med stor fortjeneste til Danmark. Det er den historie, vi er i gang med at fortælle,” siger formand for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen.
1000 søer ansætter 17 sygeplejersker Men for Peter Goll skal der meget mere til, før han gider høre på sure bønder fra Jylland. Han efterlyser flere og mange gode historier, så han kan forstå, i hvilket omfang landbruget bidrager til velstanden og f.eks. kan hjælpe med at løse miljøproblemer. Og gerne ledsaget af nogle tal, som er til at forstå. Og de tal har formanden belejligt lige ved hånden.
”Der er ikke mange, der ved det, men de afledte skatteindtægter fra en besætning på 1.000 søer giver en årlig indkomst til staten på 6.6 millioner kroner. Det samme som det koster at ansætte 17 sygeplejersker,” siger Niels Jørgen Pedersen.
Se videoklip fra debatten med Peter Goll og Niels Jørgen Pedersen