EU-budgettet har for lidt fokus på vækst

30. jun 2011

PRESSEMEDDELELSE

EU-Kommissionens budget er en blandet fornøjelse, mener Landbrug & Fødevarer, der opfordrer Kommissionen, medlemslandene og EuropaParlamentet til i fællesskab at løfte Europas vækstudfordring.

Europa-Kommissionen har i sit nye budget-forslag for 2014-2020 skulle finde en balance mellem sparehensyn og satsninger på vækstinitiativer. Kommissionen foreslår bl.a. en grønnere landbrugspolitik med et mindre budget, flere midler til forskning og udvikling samt en ny skat på finansielle transaktioner.

- Europa-Kommissionens udspil er en blandet fornøjelse. Det er positivt, at den fælles landbrugspolitik gøres grønnere. Det er også godt, at der satses på forskning, innovation og uddannelse. Særlig er det opløftende, at der allokeres midler til grøn forskning med afsæt i landbruget. Det spiller fint sammen med vækstmålene i Europa 2020-strategien, siger Niels Jørgen Pedersen, formand i Landbrug & Fødevarer.

Men, understeger formanden, der er brug for at skabe ny og bæredygtig europæiske vækst, hvis ikke Europa på sigt skal ende som en udkantsregion, mens væksten, dynamikken og de nye jobs skabes andre steder i verden.

- Det er bekymrende, at Kommissionen i en tid med kreditklemmer og lave vækstrater foreslår en ny skat på finansielle transaktioner.  Det er måske til gavn for Kommissionens kassebeholdning, men ikke for væksten i Europa.

Tvivler på landbrugsbudgettet
Niels Jørgen Pedersen konstaterer, at Kommissionen foreslår besparelser i den fælles landbrugspolitik:

- Med de rette reformer kan landbrugspolitikken udvikles til et redskab, der i endnu højere grad end i dag styrker konkurrenceevnen, udviklingen i landdistrikterne og den grønne vækst i Europa samt leverer beskæftigelse, natur og miljø. Alt sammen til glæde for europæerne. Der er simpelthen brug for et solidt landbrugsbudget for at løse fremtidens udfordringer, siger Niels Jørgen Pedersen.

Formanden i Landbrug & Fødevarer tvivler dog på, at Kommissionens budgetforslag bliver vedtaget i dets nuværende form:

- Der er ikke er opbakning til Kommissionens linje om størrelsen af landbrugsbudgettet rundt omkring i medlemslandene. Det er simpelthen ikke realistisk at få gennemført i sin nuværende form. Fra Landbrug & Fødevarers side arbejder vi særlig for flere danske landdistriktsmidler. Det er herigennem, at vi kan få skabt de grønne løsninger, siger Niels Jørgen Pedersen.

Budgettet lægger op til, at 30 pct. af landbrugsstøtten øremærkes miljøinitiativer. Og den tankegang er god, mener Niels Jørgen Pedersen:

- Det er vigtigt, at de landmænd, der allerede er langt i forhold til at forbedre miljøet og er gået længere, end EU kræver, belønnes og ikke straffes med strammere krav.

Opfordring til det danske formandsskab
Landbrug & Fødevarer har netop offentliggjort en ny publikation, Det danske EU-formandskab 2012 – veje til vækst i balance, med 10 nye tiltag, som vil kunne styrke væksten i Danmark og Europa:

- Grundtanken i vores nye politikudspil er at skabe vækst i balance. Reformen af landbrugspolitikken bør stå øverst på dagsordenen under det danske formandskab fra 2012. Og landbrugspolitikken skal ses som et uundgåeligt og nyttigt redskab til at skabe et mere grønt og konkurrencedygtigt Europa, slutter Niels Jørgen Pedersen.