Landbrug & Fødevarer efterlyser præcision i K-forslag om landbrugsstøtte

15. jun 2011

PRESSEMEDDELELSE

Konservative foreslår i dagens medier at landbrugsstøtten lægges om til mere natur og økologi. Forhandlingerne om landbrugspolitikken går allerede nu i en grønnere retning, siger Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer.

- I forhandlingerne om den fremtidige landbrugsstøtte har vi for længst spillet offensivt ind på målrettet at øge natur-, miljø-, og økologiindsatsen. Derfor arbejder vi på, at Danmark får en væsentligt større andel af EU's landdistriktsmidler, siger Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer. Han mener, at det konservative forslag ikke lader gøre, sådan som landbrugsstøtten forventes at blive skruet samme efter 2013, og efterlyser derfor mere politisk præcision i det konservative forslag.

Udmeldingen kommer efter, at Lars Barfoed, formand for Konservative i dagens medier foreslår en omprioritering af landbrugsstøtten fra EU, så ti procent i stedet går til omlægning til mere økologi og bedre natur. Det svarer til, at danske landmænd årligt mister 700 mio. kr. i direkte støtte.

- Vi er nødt til at se tingene i den rette sammenhæng. Hvis den danske regering spiller sine kort rigtigt under forhandlingerne til landbrugsreformen, kan vi skaffe langt flere midler via landdistriktspolitikken til natur, miljø og økologi, som Lars Barfoed og vi ønsker, siger Niels Jørgen Pedersen.

I dag modtager Danmark kun 0,3 pct. af EU's landdistriktsbudget, det vil sige gennemsnitligt knap 500 mio. kr. om året. Danmarks andel på 0,3 pct. står i skarp kontrast til Danmarks andel af EU's landbrugsproduktion på 2,4 pct. Landdistriktspuljen er langt lettere at bruge i forbindelse med naturtiltag.