Løkke: Danske landmænd er absolut konkurrencedygtige
16. jun 2011
Danske landmænd har ingen grund til at frygte, at landbrugsstøtten fra EU bliver skåret, så længe Lars Løkke Rasmussen sidder ved roret.
Da statsministeren på åbningsdagen besøgte Landbrug & Fødevarers stand på Cirkuspladsen ved Folkemødet, fik han både smagt grillstegte danske svinekoteletter og deltaget i en kortvarig fotosession med en flok fnisende småpiger. Men i den mere alvorlige ende fik han også lejlighed til at reflektere over regeringspartnerens de Konservatives aktuelle forslag om at omdirigere dele af landbrugsstøtten fra EU, så den i stedet for at gå direkte til landmanden, skal gives til naturforbedrende tiltag.
”Både Venstre og Konservative og for den sags skyld også dansk landbrug ønsker over tid at nedgraduere EUs landbrugsstøtte, men det er vigtigt, at det sker uden, at det går ud over danske landmænds konkurrenceevne,” fastslog Lars Løkke Rasmussen (V)
Han ville ikke gå nærmere ind i vicestatsministerens forslag om at tage mere en halv milliard kroner fra EUs direkte støtte til danske landmænd og i stedet bruge pengene på økologi og genopretning af udsatte naturområder rundt om i landet. I stedet nåede han i skyndingen at konstatere, at danske landmænd ikke har grund til bekymring, så længe han er ved roret.
”Afviklingen af landbrugsstøtten skal ske synkront. Danske landmænd er absolut konkurrencedygtige med deres kollegaer og konkurrenter i Europa, og det skal de også kunne være i fremtiden,” sagde Lars Løkke Rasmussen.
Politisk klarhed efterlyses
Hos Landbrug & Fødevarer ønsker formand Niels Jørgen Pedersen sig lidt mere klarhed i regerings udmeldinger. Han pointerer, at erhvervet allerede har spillet offensivt ind i forhandlingerne om den fremtidige landbrugsstøtte ved at foreslå en forøgelse af natur-, miljø-, og økologiindsatsen. Og han så hellere, at der blev arbejdet på, at Danmark får en væsentligt større andel af EU's landdistriktsmidler.
”De konservatives forslag kan ikke lade sig gøre, sådan som landbrugsstøtten forventes at blive skruet samme efter 2013. Vi er nødt til at se tingene i den rette sammenhæng. Hvis den danske regering spiller sine kort rigtigt under forhandlingerne til landbrugsreformen, kan vi skaffe langt flere midler via landdistriktspolitikken til natur, miljø og økologi, som Lars Barfoed og vi ønsker,” sagde Niels Jørgen Pedersen.
Uventet gæst
Ganske uden varsel blev Landbrug & Fødevarers stand også beæret af Lars Barfoeds besøg. Og han kunne sige, at han tager kritikken af sit udspil ganske roligt.
”Det er jo den vej, vi skal med naturen. Det er ingen jo uenige i. Nu skal vi bare blive enige om, hvordan det skal gøres, og vores forslag er en start på den debat,” sagde Lars Barfoed.
Læs også Landbrug & Fødevarer efterlyser præcision i K-forslag om landbrugsstøtte