Markant fald i antallet af salmonellasyge
23. jun 2011
PRESSEMEDDELELSE
Danske landmænd og fødevareproducenter har så godt styr på bekæmpelsen af salmonellabakterien, at der er sket et markant fald i antallet af salmonellasmittede danskere.
Det er blevet langt mere sikkert at spise danske fødevarer som æg, kylling og svin. En årelang indsats fra fødevareproducenter og god hygiejne i danskernes køkken giver et markant fald på 25 procent i antallet af salmonellasmittede. I 2010 blev 1.598 danskere ramt af en salmonellainfektion, mod 2.129 i 2009,og dermed er salmonellainfektionerne på niveau med 2005-2007, viser nye opgørelser fra DTU Fødevareinstituttet.
- Det er en meget glædelig tendens. Tallene viser, at danske landmænd og fødevareproducenters indsats for at nedbringe antallet af salmonella-tilfælde er effektiv. Men det er helt nødvendigt med en koordineret international indsats, hvis problemet med Salmonella og andre sygdomsfremkaldende bakterier i fødevarer skal bekæmpes yderligere, vurderer dyrlæge og afdelingsleder i Landbrug & Fødevarer, Vibeke Møgelmose.
Indsatsen virker
Særligt Danmark har de seneste 15 år haft fokus på at løse problemerne med Salmonella, og der er ydet en stor indsats hos såvel landmænd som på slagterierne.
- EU har fastsat mål for salmonellaforekomsten i kyllingeflokke og æglæggere, og Danmark har ligget under de fleste af målene i en del år. Det er den samlede indsats, der nu viser sig som et markant fald i antallet af salmonellainfektioner hos danskerne, siger Vibeke Møgelmose.
Danske æg tegner et særdeles positivt billede, da danske æg ikke har været kilde til udbrud i 2010, og kun var årsag til 1,8 pct. af salmonellatilfældene i 2010 mod 12,3 pct. i 2009, men også kyllinger viser positive resultater. Dansk kyllingekød er kun skyld i ganske få salmonellainfektioner - 8 tilfælde i 2010. De seneste fire år har antallet af salmonellainfektioner forårsaget af dansk kyl-lingekød ligget under 1 pct.
Kun svinekød har haft flere tilfælde end forrige år. Hovedparten af tilfældene kan dog tilskrives to udbrud med henholdsvis 172 og 20 tilfælde, svarende til cirka 12 pct. af det totale antal salmonellatilfælde, og Vibeke Møgelmose siger, at sådanne udbrud er beklagelige.
Svinebranchen har i mere end 15 år haft salmonellahandlingsplaner for at reducere forekomsten af Salmonella i dansk svinekød. Planen virker, da antallet af danskere smittet fra dansk svinekød er reduceret fra over 1100 tilfælde i 1993 til omkring 200 tilfælde.
Danskere smittes i udlandet
Undersøgelsen fra DTU viser videre, at halvdelen af de salmonellasmittede danskere bliver smittet på rejser til udlandet. Næsten halvdelen af salmonellainfektionerne, nemlig 47 pct. svarende til 749 tilfælde, fik danskerne med hjem fra en udenlandsrejse. Det er en stigning på 14 pct. i forhold til 2009. Det er særligt i forbindelse med rejser til Egypten, Thailand og Tyrkiet, at danskerne bliver smittet.
Vibeke Møgelmose understreger, at selv om fødevareproducenterne har rigtig godt styr på salmonellabakterien, så gælder det stadig om at være meget bevidst omkring god køkken hygiejne.
Godt en femtedel af alle salmonellatilfælde kan ikke tilskrives en specifik fødevarekilde. De kan være forårsaget af fødevarer, som ikke overvåges rutinemæssigt som frugt og grønt, men smitten kan også stamme fra for eksempel fra hus- og kæledyr.
Kontakt:
Vibeke Møgelmose, dyrlæge og afdelingsleder, mobil 22798037
Jan Dahl, dyrlæge og chefkonsulent, mobil 24635877