Økologi er både sund fornuft og lækker livsstil

17. jun 2011

Hvad skal der til for at udbrede økologien? Fælles europæiske standarder, øget tilgængelighed i detailhandlen og en erkendelse af, at fødevarer bør fylde mere i danskernes husholdsbudget, lød nogle af forslagene fra dagens første debat i Landbrug & Fødevarers stand på Folkemødet i Allinge.

Selv om man kan have nok så gode intentioner om at redde verden ved at fylde økologiske varer i indkøbskurven, er det når alt kommer til alt et spørgsmål om noget så ueksotisk som, hvor mange penge der skal op ad lommen. Det var i hvert fald konklusionen på tilskuernes kommentarer på formiddagens debat i Landbrug & Fødevarers stand på Folkemødet i Allinge. Her havde man samlet bl.a. Forbrugerrådet, Landbrug & Fødevarer og Bornholms Andelsmejeri til en debat om, hvordan man udvikler økologien.

”Folk betaler velvilligt 70 øre mere for en liter mælk, hvis den er økologisk, men når det kommer til f.eks. en ost, er det de færreste, der vil give den ekstra tier, den koster,” sagde Mejeridirektør for Bornholms Andelsmejeri, Per Olsen.

Men folk ville ifølge forbrugerrådet købe mere økologi, hvis bare de kunne få øje på det. Så vigtig er prisen heller ikke.

”Det går ikke, hvis forbrugerne har alt ansvar for økologisk udvikling. Detailhandlen må også tage ansvar,” sagde Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl.

Til debatten var ingen repræsentanter fra detailhandlen til at kommentere på den udtalelse, men ifølge Landbrug & Fødevarer, som også anerkendte, at synlighed og tilgængelighed er afgørende i forbrugernes travle hverdag, er der brug for en meget bred indsats.

”Der sker rigtig meget på produktudviklingen i økologien, men det er vigtigt, at vi fortsætter og sørger for at promovere det, men det er også vigtigt at kigge lidt bredere på det her og arbejde på, at vi f.eks. får fælles retningslinjer i Europa. Det vil også kunne gavne eksporten, for som det er nu, virker det temmelig forvirrende, når hvert land har sit mærke,” sagde teamleder Økologi, L&F, Kirsten Lund Jensen.

Det var Per Olsen enig i. Fra hans mange rejser til USA og Europa kunne han fortælle, at alle de forskellige nationale mærkningsordninger og standarder ikke kan bruges til særlig meget, når det kommer til stykket. Og nogen steder er det slet ikke økologien, der skaber merværdien for danske varer.

”Amerikanerne anser danske mejeriprodukter som de reneste, og fortæller jeg dem, at de samtidig også er økologiske, bliver de bare forvirrede,” sagde Per Olsen.

Som debatten nærmede sig sin afslutning, blandende flere tilhørere sig med forslag og egne erfaringer som forbrugere. Måske blev interessen heller ikke mindre af, at himlen pludseligt åbnede sine sluser, så alle i nærheden af L&F-standen søgte direkte mod debatteltet.

Seneste nyt fra lf.dk