Dansk præsident for europæiske sukkerroedyrkere

27. maj 2011

Jørn Dalby valgt til præsident for den europæiske organisation af roedyrkere, CIBE.

Gårdejer Jørn Dalby, formand for Danske Sukkerroedyrkere, er valgt som ny præsident for den europæiske organisation af sukkerroedyrkere, CIBE. Herved kommer han til at stå i spidsen for 390.000 landmænd med 1,9 mio. ha sukkerroer i EU samt Schweiz og Tyrkiet.

- Jeg ser frem til arbejdet og de udfordringer, der ligger foran os. EU har påbegyndt sit arbejde med landbrugspolitikken efter 2013 og herunder EU’s sukkerordning Der ligger en vigtig opgave i at bevare et stabilt grundlag for en fortsat konkurrencedygtig sukkerproduktion i EU, som også sikrer arbejdspladser i hele EU, siger Jørn Dalby.

Jørn Dalby går ind til arbejdet med en stor portion erfaring, idet han siden 1989 har været medlem af bestyrelsen i Danske Sukkerroedyrkere og har beklædt formandsposten siden 2002. Jørn Dalby har herunder deltaget i CIBE-arbejdet siden 1993, hvor han de seneste fire år har været vicepræsident i organisationen.

- Det er vigtigt, at vi bevarer en EU sukkerordning, som sikrer lige konkurrencevilkår mellem medlemslandene, og i forhold til resten af verden tager højde for de højere standarder og omkostninger, vi har i EU på bl.a. miljøområdet, siger Jørn Dalby.

Jørn Dalby er 56 år og bosiddende på Sydfalster i Stavreby, hvor han driver en planteavlsbedrift på 190 ha med sukkerroer, hvede, maltbyg og frøgræs. Jørn Dalby er gift med Elsebeth Dalby, sammen har de tre døtre i alderen fra 15 til 25 år.

Yderligere oplysninger:
Gdr. Jørn Dalby, tlf. 4010 8319

Seneste nyt fra lf.dk