Danske agurker frikendt for smitte
31. maj 2011
Fødevarestyrelsen har netop offentliggjort analyseresultater, der viser, at danske agurker ikke har været forurenet med VTEC-bakterier.
Mistanken til at danske agurker er endegyldigt afkræftet. Fødevarestyrelsen har netop i dag offentliggjort analyseresultater, der slår fast, at der ikke er spor af VTEC-bakterier i agurker fra de danske gartnerier.
Et alvorligt colibakterieudbrud opstod i sidste uge i Tyskland, og det var her, mistanken blev kastet på de danske agurker.
- Vi har et meget højt kontrolniveau i Danmark. Både egenkontrollen og myndighedskontrollen er udbygget, og det gør, at der er en meget lille risiko for, at grøntsager er forurenede. Så vi har været bekymrede for danskernes sundhed, men når det er sagt, har vi også hele tiden haft en god fornemmelse af, at danske agurker ikke var forurenede, siger sekretariatschef Flemming Nør-Pedersen for Dansk Gartneri.
De tyske agurker kan være blevet forurenet med VTEC-bakterierne gennem vanding. I Danmark vander man med rent boringsvand og tagvand i modsætning til fx Tyskland, hvor der nogle steder vandes med overfladevand.