EU og Japan enige om at arbejde for frihandelsaftale
30. maj 2011
På det nyligt afholdte topmøde mellem Japan og EU var der enighed om at starte processen med at få en frihandelsaftale i stand. En aftale der i givet fald vil gavne den danske landbrugs- og fødevaresektor.
På topmødet mellem Japan og EU den 28. maj blev parterne enige om at tage hul på arbejdet med en bilateral frihandelsaftale. En kommende frihandelsaftale mellem Japan og EU ventes bl.a. at blive til stor gavn for den europæiske landbrugs- og fødevaresektor, hvor Danmark allerede står stærk. Japan er et af Danmarks største eksportmarkeder uden for Europa. I 2010 eksporterede Landbrugs- og fødevaresektoren for 4,5 mia. kr. til Japan. Den danske svinekødsektor stod alene for 3,5 mia. kr. af hele eksporten i 2010.
For få år siden talte ingen i EU seriøst om en EU/Japan frihandelsaftale. Men den danske regering har som en af de få regeringer i EU fra starten arbejdet konsekvent for, at EU og Japan skulle påbegynde frihandelsforhandlinger. Også Landbrug & Fødevarer har arbejdet systematisk for, at EU og Japan skulle øge det handelspolitiske samarbejde.
”Vi er meget tilfredse med udsigterne til en frihandelsaftale mellem EU og Japan. Vi har et rigtigt godt samarbejde med japanerne, og det vil vi gerne gøre endnu stærkere. Japan er et meget vigtigt marked, og vi har i lang tid været alene om at argumentere for et tættere samarbejde med Japan overfor vores europæiske kollegaer. Det er meget positivt, at vi har været med til at skubbe i den rigtige retning”,Jan Laustsen, direktør Handelspolitik og Afsætning i Landbrug & Fødevarer.
Parterne blev på topmødet enige om, at gå i gang med en såkaldt ”scoping excercise”, som er en ”to-do-liste” over de barrierer som skal håndteres, før frihandelsforhandlingerne kan gå i gang. Japan har presset hårdt på for at topmødet i weekenden skulle danne rammen for starten på de formelle forhandlinger. Japan er særligt drevet af en politisk dagsorden om hurtig økonomisk genopretning efter jordskælvskatastrofen i marts. EU derimod har forholdt sig mere afventende. Særligt har EU udtrykt bekymring for de japanske ikke-toldmæssige barrierer på bl.a. fødevarer, som skaber store problemer for europæiske virksomheder.
Læs Joint Press Statement fra topmødet mellem Japan og EU den 28. maj.
Japan er EU’s sjette største eksportmarked efter USA, Schweiz, Kina, Rusland og Tyrkiet. De største sektorer i EU’s eksport til Japan er maskiner og transportudstyr (31,3 pct.), kemiske produkter (14,1 pct.) og landbrug og fødevareprodukter (11,0 pct.). EU er lige så vigtig en partner for Japan. I 2010 var EU Japans tredje største eksportmarked. (kilde: DG Trade)