Premiere på energiudstilling
27. maj 2011
Mobil energiudstilling skal rundt i landet for at vise, hvordan landbrugs- og fødevareerhvervet kan bidrage til at mindske afhængigheden af fossil energi.
Landbrug & Fødevarers nye mobile energiudstilling havde fredag morgen premiere i forbindelse med åbningen af det Sønderjyske Dyrskue i Aabenraa.
Udstillingen viser med afsæt i Den nye fortælling, hvordan landbrugs- og fødevareerhvervet kan bidrage til at mindske det danske samfunds afhængighed af olie og kul. Og dermed hvordan erhvervet kan bidrage til løsningen af en af samfundets helt store udfordringer.
- I udstillingen viser vi bl.a. et konkret eksempel på, hvordan biogasproduktion allerede i dag kan dække både el- og varmeforsyningen i Lemvig. Udstillingen viser også, hvordan vi i fremtiden kan producerer anden-generations bioethanol af ikke-spiselige råvarer som f. eks. halm og andre organiske råvarer, fortæller Anders Søgaard, chef for Samfundskommunikation i Landbrug & Fødevarer.
Landbrug & Fødevarers energiudstilling drager nu på turne over hele landet, bl.a. på dyrskuer, ved byarrangementer, høstmarkeder mv. i samarbejde med de lokale landbo- og familielandbrugsforeninger.
 |
| Publikum kan bl.a. presse deres egen lille halmballe, der minder dem om, at landbrugs- og fødevareerhvervet er landets største leverandør af vedvarende energi |