Europæiske øko-mejerier sætter rekord

13. maj 2011

Den europæiske produktion af øko-mælk stiger markant, viser tal fra Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarer har indsamlet tal for den europæiske økomælk-produktion i 2010. Og med undtagelse af Storbritannien melder alle lande om den største produktion hidtil. Også Danmark sætter rekord: Her blev der indvejet 475 mio. kg økologisk mælk. Det er 32 mio. kg mere end i 2009.

- Det er glædeligt, at den økologiske mælkeproduktion i Danmark bliver ved med at nå nye højder. Det viser, at mælkeproducenterne har formået at udvikle deres bedrifter og fortsat tror på fremtiden, siger Kirsten Lund Jensen, teamleder i Landbrug & Fødevarer Økologi. Hun fortsætter:

- Det europæiske marked er tydeligvis mere og mere interesseret i økologisk mælk. Derfor ser vi frem til, at eksportfremmeinitiativerne i regeringens økologiske vision bliver ført ud i livet, da den økologiske mælk ikke udelukkende kan sælges i Danmark. Og med den øgede økologiske mælkeproduktion i vore nabolande er det ekstra vigtigt med fokus på konkurrenceevnen.

Tyskland har haft den mængdemæssigt største stigning i 2010 med omkring 50 mio. kg, mens den procentuelt største stigning er sket i Sverige med knap 14 pct. Østrig er det land, hvor den økologiske mælkeindvejning udgør den højeste andel.

Den økologiske mælkeproduktion fortsætter med at stige i 2011. I Danmark blev der i årets første to måneder indvejet 2,5 pct. mere økomælk end i samme to måneder i 2010.

Indvejning af økologisk mælk i udvalgte lande, 2010

1.000 tons

2010

2010:2009 i %

Andel af total, %

Danmark

475

+7,2

9,8

Tyskland

595

+9,1

2,0

Østrig

381

+6,8

13,7

Frankrig

281

+6,2

1,2

Sverige

259

+13,7

9,1

Schweiz

214

+2,9

5,0

Storbritannien

400

-5,0

2,8

Holland 1)

142

+5,0

1,3

Kilde: Nationale statistikker, bearbejdet af Landbrug & Fødevarer. 1) Estimat

Seneste nyt fra lf.dk