Kandidater står på spring til fødevareuddannelser
18. maj 2011
Landbrug & Fødevarer ser med stor tilfredshed på, at antallet ansøgere til stort set samtlige kandidatuddannelser på KU-Lifes jordbrugs- og fødevareuddannelser er gået frem.
Ansøgningsbunken vokser år for år på de videnstunge overbygninger på det biovidenskabelige fakultet, KU-LIFE, en stigning på 50 pct. fra 2009 til 2011. Fakultetet har netop opgjort antallet af ansøgninger, og der fremgang på rigtig mange fag.
I landbrugs- og fødevareerhvervet begejstres forskningschef Morten Andersen Linnet over den positive udvikling.
- I vores erhverv udgør højtuddannet arbejdskraft et fundament for fremgang og udvikling. Vi bliver til stadighed mere specialiseret og højteknologisk, og det stiller krav til, de kandidater erhvervet aftager, så vi kan kun være meget tilfredse over fremgangen.
Indenfor uddannelser som fx fødevareteknologi, er antallet af ansøgere vokset fra 47 i 2010 til 69 i år, godt hjulpet på vej af en ny uddannelse inden for husdyrs videnskab. Derudover er fag som humanernæring gået fra 35 til 102 ansøgninger, klinisk ernæring steg fra 22 til 54 ansøgere og antallet af unge, som vil læse to års overbygning på veterinærmedicin tog et hop op fra 175 til 243 kandidatansøgere.
- Vi kan se, at uddannelserne på KU-LIFE tiltrækker flere kandidater end ”kun” fakultetets egne bachelorer. Det er meget positivt at, uddannelserne er så attraktive, at unge fra andre fakulteter tager deres kandidatgrad inden for nogle af de fag, som giver adgang til vores branche, siger forskningschef Morten Andersen Linnet fra Landbrug & Fødevarer.
Det eneste dryp malurt i bægeret er på uddannelsen Biologi-Bioteknologi, hvor der har været en tilbagegang fra 67 til 50 ansøgere svarende til 25 pct.
Læs mere om kandidatuddannelserne på KU LIFE.