L&F indgår saltpartnerskab

19. maj 2011

Landbrug & Fødevarer er gået ind i et saltpartnerskab med Fødevarestyrelsen for at sænke danskernes indtag af salt.

Danskerne får for meget salt, og det går ud over sundheden. Derfor skal indtaget nedbringes med tre gram om dagen, lyder den konkrete målsætning i et nyt salt-partnerskab mellem Fødevarestyrelsen og en række interesseorganisationer – heriblandt Landbrug & Fødevarer.

I dag får hver dansker i snit på 9-11 gram per dag for mænd og 7-8 gram for kvinder, og det giver hjerteproblemer, som går ud over livskvaliteten og koster dyrt på statens sundhedsbudgetter.

- Derfor bakker vi meget op om partnerskabet og er med, fordi vi gerne i fødevareerhvervet vil medvirke til at gøre en indsats,” siger chefkonsulent Susanne Kofoed.

Allerede i dag indgår flere fødevarevirksomheder i et EU-projekt om at få saltindholdet ned i f.eks. kødprodukter og ost.

Her har målet været at nedbringe indholdet af salt med fire pct. om året i fire år, siden 2008. Flere virksomheder har således allerede gjort sig nogle erfaringer med saltreduktion

- Dem bringer vi ind i partnerskabet, og de bliver vigtige, når vi skal videreudvikle fødevarer med mindre salt,” fortæller Susanne Kofoed, som dermed også peger på, at det udgør en stor udfordring for branchen.

- Danskerne må ikke tro, at vi hælder uanede mængder salt i fødevarerne for sjov skyld. Maden indeholder nu engang salt, fordi det er gavnligt i forhold til konservering, smag, konsistens m.fl., og det tager tid at forske og udvikle sig frem til løsninger på, hvordan vi kan tage salt ud. Derfor skal indsatsen foregå i et tempo, hvor både forbrugerne og vores producenter kan følge med.

I Landbrug & Fødevarer har man over for Fødevarestyrelsen peget på, at ernæringsmærker som fx Nøglehulsmærket kan spille en vigtig rolle som ’gulerod’ for fødevarevirksomhederne.

- Vi ser gerne, at der i regi af partnerskabet udvikles reelle incitamenter for fødevareproducenternes udvikling af fødevarer med mindre salt. Det vil være oplagt at anvende Nøglehullet, og vi ser frem til fornuftige saltkriterier, som kan anvendes af virksomhederne fremadrettet. Vi kunne fx pege på osten, hvor der i dag er meget strenge kriterier, siger Susanne Kofoed.

Seneste nyt fra lf.dk