Pølsesalget sætter rekord
24. maj 2011
Godt vejr betyder gang i grillen, og det har kunnet mærkes i maj måned, hvor pølsesalget har slået alle rekorder.
De ansatte på Tulips fabrikker har ikke selv haft meget tid til at grille i maj. De har nemlig måtte arbejde hårdt for, at alle andre har fået muligheden for at smide kød på grillen, ved at knokle syv dage om ugen, skriver Landbrug & Fødevarers webmagasin foodculture.dk.
Tulip har ganske enkelt aldrig oplevet så stor efterspørgsel efter pølser, som de gjorde i uge 18, den første uge af maj.
- Vores hidtidige rekord for pølseproduktion på en enkelt uge til det danske marked blev slået med 150 tons, og samlet solgte Tulip i uge 18 cirka én million pølser i Danmark, siger Tulips Nordiske salgsdirektør Peter Guldager.
Noget tyder på, at der kunne have været solgt endnu flere pølser i rekordugen. Men det gode vejr i slutningen af april har betydet, at Tulip trods arbejde syv dage om ugen ikke helt har kunnet følge med efterspørgslen fra de mange danske butikker, der kunne se pølserne forsvinde fra hylderne, så snart de var ankommet. Hos Tulip er man dog klar over, at de ansatte gør alt, hvad de kan for at hjælpe de pølsehungrende danskere.
- Salget af pølser, spareribs og andre grillprodukter er utrolig afhængig af vejret, og derfor er vi også meget afhængige af fleksible ansatte, der er villige til at arbejde rigtig hårdt, når solen skinner og efterspørgslen stiger. Dem har vi heldigvis mange af, og vi er selvfølgelig glade for, at vi næsten har været i stand til at følge med den kolossale efterspørgsel, siger Peter Guldager til foodculture.dk.