Samarbejdsaftale skaber brohoved for eksport til Sydkorea

12. maj 2011

Landbrug & Fødevarer og den sydkoreanske importørforening KOIMA har indgået samarbejdsaftale.

Store besparelser på toldafgifter bliver resultatet for Landbrug & Fødevarers medlemmer, efter at EU har underskrevet en ny frihandelsaftale med Sydkorea. Her til morgen underskrev Landbrug & Fødevarer og den sydkoreanske importørorganisation KOIMA ydermere en samarbejdsaftale der forpligter parterne til et bedre samarbejde.

Aftalen med verdens i øjeblikket 15. største økonomi Sydkorea fjerner blandt andet toldbarriere, således at det bliver nemmere for danske eksportører af eksempelvis svinekød at få fodfæste på et attraktivt sydkoreansk marked.

For at understrege det allerede gode samarbejde mellem de to lande underskrev formanden for den koreanske importørorganisation KOIMA, Ju-Tae Lee, og Carl Aage Dahl, adm.dir. i Landbrug & Fødevarer, et såkaldt Memorandum -en hensigtserklæring om at udbygge samarbejdet mellem de to landes virksomheder.

- Det er af overordentlig stor betydning at få etableret yderlige relationer til det sydkoreanske vækstmarked. Det er særdeles vigtigt, at vi får nedbrudt nogle af de toldbarrierer, der holder vores eksportvirksomheder væk fra eksempelvis et marked som det sydkoreanske. Kun på den måde kan vi for alvor få etableret gode vækstkår og imødegå de amerikanske fødevareproducenter, siger Carl Aage Dahl.

Landbrug & Fødevarers direktør Jan Laustsen, afdeling for Handelspolitik & Afsætning, vurderer, at ved fuld gennemførelse af frihandelsaftalen vil den medføre, at europæiske fødevareeksportører til Sydkorea årligt vil spare i omegnen af 380 millioner kroner i toldafgifter.

Seneste nyt fra lf.dk