Enlig svale gør ingen sommer - Samleloven er dog et skridt i den rigtige retning

27. maj 2011

PRESSEMEDDELELSE

Flere kritikpunkter fra Landbrug & Fødevarer er blevet hørt i samlelov om Grøn Vækst.

Folketinget har i dag vedtaget en række lovændringer, som skal til for at regeringen kan gennemføre sin Grøn Vækst-aftale med Dansk Folkeparti.

Ændringerne omhandler Naturbeskyttelsesloven, Planloven, Vandløbsloven, Miljømålsloven, Kemikalieloven, Miljøbeskyttelsesloven og Vandforsyningsloven. Særligt omkring vandløbsvedligeholdelse, kompensationer og beskyttelseszoner har Landbrug & Fødevarer gjort indsigelser, som nu har båret frugt.

- Landbrug & Fødevarer er blevet hørt i forbindelse med de kritikpunkter, som vi har rejst, og det er positivt, selv om vi fortsat kæmper for, at Grøn Vækst bliver til en plan, hvor beskyttelse af vand og natur går hånd i hånd med en øget vækst i jordbrugserhvervet, siger Niels Peter Nørring, direktør for Miljø & Energi, Landbrug & Fødevarer.

Ændringen af vandløbsloven har L&F særligt haft fokus på, grundet de store konsekvenser, tiltaget kan få for landbruget. Der indgår nu, at berørte borgere og virksomheder er sikret mulighed for at komme med indsigelser såfremt høringsfasen giver anledning til at pålægge reduceret vandløbsvedligeholdelse på strækninger, der ikke var med i høringsudkastet. Samtidig bliver det konsekvent rettet, at der ikke er tale om ophør eller reduceret vedligeholdelse af vandløb - MEN ændret vedligeholdelse af vandløb, og at det også kan være ændret grødeskæringsteknik eller lignende.

Med Grøn Vækst-loven slås det fast, at der kun skal laves en indsats i forhold til ændret vedligeholdelse af vandløbene, så længe der er penge til at kompensere de lodsejere, som kommer til at lide et tab. Den økonomiske ramme er på 52 mio. kr. årligt, og der vil ikke vil blive iværksat en indsats ud over den. Endvidere er det besluttet – helt centralt, at der skal foreligge en godkendelse fra både Fødevareministeriet og Miljøministeriet før kommunerne kan gå i gang med at gennemføre indsatsen.

- Miljøministeren har i forbindelse med behandling af loven udtalt, at ministeren vil gå i dialog med Kommunernes Landsforening om prioritering af vandløbsindsatsen, og herunder om prioritering indsatsen på de vandløbsstrækninger, hvor der er opbakning fra lodsejere – det ser vi frem til også bliver en realitet, siger Niels Peter Nørring.  

Det er dog fortsat en joker, hvorvidt der efter 2013 – når det eksisterende landdistriktsprogram skal afløses af et nyt program, fortsat er penge til vandløbsindsatsen, idet kompensationen til landmænd skal tages fra den kasse.

Endeligt er der fortsat et ekstremt stort behov for, at alle de fejl og mangler, som findes i kortgrundlaget for udpegningerne af vandløbene bliver rettet, før så indgribende en indsats sættes i værk.

Yderligere oplysninger: Niels Peter Nørring 3339 4650/2342 8820