Australsk supermarked kræver løsgående søer
07. mar 2011
I efteråret 2010 besluttede den australske supermarkedskæde Coles, at alle svinekødsprodukter skal være fra besætninger med løsgående drægtige søer. Coles besøger nu Danmark for at lære at et foregangsland.
Fra 2015 skal alt svinekød, der forhandles af supermarkedskæden Coles i Australien, være fra besætninger med løsgående drægtige søer.
I første omgang havde Coles besluttet, at kravet kun skulle gælde fersk svinekød. Men efter protester fra australske svineproducenter, der henviste til, at det ferske svinekød kommer fra australske svineproducenter, mens forarbejdede svinekødsprodukter ofte er baseret på importeret svinekød, udvidede Coles kravet til at omfatte alt svinekød, der forhandles af kæden.
- Den beslutning kan potentielt komme de danske svineproducenter til gode, da vi er et af de tre lande som primært eksportere til Australien. Vi er langt fremme med at slippe de drægtige søer løse, hvorimod USA og Canada, som også sælger svinekød til australierne, ikke har planer om at gøre det samme, siger Lindhart B. Nielsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion.
Coles ønsker at sætte nye standarder for dyrevelfærden, når de sælger svinekød i deres butikker. Men først skal markedet undersøges og viden indhentes, så en kvalitetsstandard kan færdiggøres.
- Danmark er et foregangsland inden for systemer til løsgående søer – systemer, som vil blive til et krav for at kunne levere til Coles i fremtiden. Kravet vil omfatte både ferske udskæringer og forarbejdede produkter, siger Jackie Ann Healing, kvalitetschef hos Coles.
Også andre supermarkedskæder i Australien forventes at stille de samme krav til dyrevelfærden, som Coles netop har gjort.
- De danske slagterier har en rigtig god mulighed for at positionere sig. Allerede nu er vi det eneste europæiske land, som er godkendt til eksport til Australien, og med disse krav er vi meget længere frem end USA og Canada, siger Lindhart B. Nielsen.