Fedtafgift trods protester
17. mar 2011
Fedtafgiften er nu en realitet. Lovforslaget blev i dag vedtaget i Folketinget på trods af mange indsigelser og megen kritik fra Landbrug & Fødevarer og en lang række eksperter og organisationer.
Danske fødevarevirksomheder skal fra og med 1. oktober 2011 betale 1,4 mia. kr. i afgift for fødevarer med mættet fedt. Det står klart efter dagens tredjebehandling af lovforslaget i Folketinget.
Igennem to år har forslaget ændret form, hvor først mejeriprodukter og senest kødet blev omfattet af afgiften. Selv om Landbrug & Fødevarer har haft held til at få elementer i forslaget ændret, er direktør Lone Saaby fra Landbrug & Fødevarer ikke tilfreds med at afgiften indføres, da det betyder, at mejeri- og kødprodukter pålægges en afgift på 16 kr. pr. kg mættet fedt.
- Danskerne bliver ikke sundere af fedtafgiften, som oprindeligt var intentionen med forslaget. Derimod skader den et samlet dansk fødevareerhverv med en regning på 1,4 mia. kr. årligt, en omfattende regulering og gennem flere administrative byrder, siger Lone Saaby.
EU-problemstillinger bør undersøges
Fedtafgiften har været vanskelig at gennemføre, hvilket illustreres af, at lovforslaget har været mere end to år undervejs.
Afgiften har mødt skarp kritik fra bl.a. sundhedsfaglige eksperter, men også fra juridiske eksperter.
Forslaget skulle være trådt i kraft den 1. juli, men den nytiltrådte skatteminister Peter Christensen valgte i dag at udskyde forslaget til 1. oktober, for at give erhvervet tid til at implementere afgiften.
- Det giver vores virksomheder bedre tid til at indarbejde afgiften, hvilket vi er glade for. Derudover vil vi opfordre skatteministeriet til, at alle EU-retlige forhold bliver undersøgt grundigt, således at vi kan være sikre på, at loven holder vand, og at Danmark ikke efterfølgende risikerer en eventuel tilbagebetalingssag, siger Lone Saaby.
Frivillig sundhed
Hun påpeger, at fødevareerhvervet gennem mange år ad frivillighedens vej har forbedret produkternes sundhedsværdi, og at man via produktudvikling har reduceret produkternes fedtindhold. Forslaget er i sin sidste fase hastet igennem, og Skatteministeriet har siddet en række forslag til forbedringer overhørig.
- Skatteministeriet kunne have valgt at arbejde videre med en afgift, baseret på varedeklarationer, og dermed på det reelle indhold af mættet fedt i produkterne. Det har man ikke ønsket, så i sin nuværende form ligner fedtafgiften en ny måde at inddrive skat på. Den har ikke noget med sundhed at gøre, og det vil ikke hjælpe forbrugerne – tværtimod, siger Lone Saaby og fortsætter:
- Vi vil i vores erhverv gerne være med til at gøre danskerne sundere. Vi tror bare ikke på den vej, som skatteministeren har valgt,” siger Lone Saaby.