'Kom inden for i det videnstunge fødevareerhverv'
18. mar 2011
Landbrugs- og fødevarerhvervet får i fremtiden brug for masser af højtuddannet arbejdskraft. L&F og en række fødevarevirksomheder gjorde derfor i fællesskab kur til de studerende på KU-Lifes messe ’Networks for LIFE’ i går.
'Søges: Studerende med videnskabelige kompetencer'. Sådan kunne en rekrutteringsannonce for det danske fødevareerhverv lyde nu og i al fremtid. Gennem de seneste mange år er produktionen blevet stadig mere videnstungt og højteknologisk, og derfor forsøgte Landbrug & Fødevarer i fællesskab med en række fødevarevirksomheder på KU-Life messen 'Networks for LIFE', at tiltrække sig de studerendes opmærksomhed.
- Vores erhverv har virkelig brug for veluddannet arbejdskraft og nyuddannede med kompetencer inden for biotek, fødevareteknologi og fra en lang række andre specialiserede områder inden for de naturvidenskabelige uddannelser, fortæller forskningschef Morten Andersen Linnet.
Inden for de private erhverv er det jordbrugs- og fødevareklyngen, der beskæftiger flest højtuddannede medarbejdere i yderområderne. Traditionelt set har fx rådgivningstjenesten (DLBR), der er Danmarks største rådgivningsfirma, beskæftiget mange akademikere på jordbrugs- og fødevareområdet. Hertil kommer, at andelen af højtuddannede også er stigende inden for forarbejdningssektoren fx med kandidater fra fødevarevidenskab.
'Networks for LIFE' arrangementet forløb ifølge Morten Andersen Linnet fremragende. Der var god dialog med de studerende, som var meget interesserede i at høre fremtidens jobmuligheder
- De er nysgerrige i forhold til deres specialisering. Hvad skal de vælge for at komme til at beskæftige sig med drømme jobbet? Samtidigt oplever vi, at de studerende er helt beviste om betydningen af at have et godt netvætk i forhold til at få det første job, siger Morten Andersen Linnet.
Data fra KU LIFE viser således, at over 50 pct. af de nybagte kandidater får første ansættelsen gennem netværk. Faktisk er det kun 33 pct., der bliver rekrutteret via et ordinært jobopslag.