Landmænd hamstrer sprøjtemidler

31. mar 2011

Der blev købt 32 procent mere sprøjtemiddel i 2010, end der gjorde i 2009. I kroner og øre er det dog kun en stigning på knap én procent.

Danske landmænd, gartnere og skovbrugere skruede op for indkøbet af planteværnsmidler i 2010. I 2009 blev der købt 6.352 tons, mens indkøbet i 2010 var oppe på 8.409 tons, viser nye tal fra Dansk Planteværn. Men når man ser på, hvor mange penge der er blevet brugt på indkøbene giver det god mening, at indkøbet er gået i vejret.

- Opgjort i kroner og øre er indkøbet kun steget med 0,7 pct., eller hvad der svarer til knap fem millioner kroner. Derfor giver det god mening, for lige så vel som landmænd opkøber korn, foder og andet, når priserne er gode, så holder de også tilbage med at købe planteværn, når produkterne pludselig bliver dyrere. I 2009 var der en ekstrem global efterspørgsel efter herbicider (ukrudtsmidler), og derfor steg priserne til et meget højt niveau, hvilket fik de danske landmænd til at bruge af lagrene. Det er de lagre, de har fyldt op i 2010, siger Søren Korsholm, plante- og energipolitisk chef i Landbrug & Fødevarer, til organisationens webmagasin FoodCulture.dk.

Indkøb ikke lig forbrug
Han understreger, at der ikke er sammenhæng mellem indkøb og forbrug og benytter lejligheden til at rose de danske landmænds forhold til planteværn.

- Vi ved, at danske landmænd er blandt de bedste til at minimere deres forbrug. Danmark har i mange år været foregangsland, når det kommer til at reducere pesticidernes påvirkning, og Danmark er et af de lande i EU, som sprøjter mindst. Desuden har vi en særdeles restriktiv godkendelsesprocedure og et finmasket overvågningssystem, og der er meget stramme regler for hvordan og hvornår, man må behandle. De regler er gode, og i Landbrug & Fødevarer bakker vi fuldt op omkring dem, siger Søren Korsholm.

Kigger man dybere i statistikken fra Dansk Planteværn viser det sig, at der er købt 21 pct. færre insekticider (insektmidler) i 2010 end i 2009.

Læs mere på FoodCulture.dk

Seneste nyt fra lf.dk