Luftforurening kræver international regulering

31. mar 2011

På globalt plan er der kolossale forskelle på, hvor stor effekt luftforurening har på dødeligheden. Der er tale om et problem, som skal løses internationalt.

Luftforurening, der stammer fra biler, industri, brændeovne, kulkraftværker, skibe, landbrugets ammoniakudledning og andre kilder er et globalt problem, der hvert år slår et stort antal mennesker ihjel og koster samfundet milliarder af kr. Center for Energi, Miljø og Sundhed, støttet af Det Strategiske Forskningsråd, har undersøgt de helbredsmæssige konsekvenser af den danske udledning.

- I Danmark mister hver dansker ca. et halvt års levetid i gennemsnit pga. luftforurening, mens hollænderne mister ca. 36 måneder, fordi de bor i meget befolkningstætte områder med en meget stor udledning fra industri, kulkraftværker og specielt biler, som de har dobbelt så mange af pr. indbygger, som vi, siger seniorforsker Jørgen Brandt, DMU, Aarhus Universitet, som er hovedmanden bag rapporten. Det skriver Landbrug & Fødevarers webmagasin FoodCulture.dk.

Helt galt står det til i Beijing i Kina, hvor de må vinke farvel til op mod 18 års levetid i gennemsnit pga. forurening.

- De bygger jo et kulkraftværk om ugen for at kunne følge med efterspørgselen, så forureningen er massiv og i stærk stigning i modsætning til den europæiske, som heldigvis er på vej ned, siger Jørgen Brandt.

Dansk landbrug står for otte procent af de samlede helbredsomkostninger indenfor Danmark som følge af luftforurening i år 2000.

- Det svarer til 2,9 mia. kr. af de samlede danske helbredsomkostninger på 34 mia. kr. i år 2000, men dertil kommer 15,1 mia. kr. fra dansk landbrug, som fører til helbredsomkostninger i vores nabolande. Men den ammoniak der fordamper til luften fra landbruget ville ikke blive til skadelige partikler i atmosfæren, hvis der ikke var svovl-oxider og kvælstof-oxider, som typisk kommer fra forbrænding af fossile brændsler, at reagere kemisk med. Luftforureningen er et meget grænseoverskridende problem, hvor partikler kan rejse op mod flere tusinde km i atmosfæren. Faktisk får vi også en snert af den kinesiske forurening, om end den er meget lille, siger Jørgen Brandt.

Kalder på EU-regulering
I Landbrug & Fødevarer modtages informationen med ønsket om handling på EU-plan.

- Det er meget alvorlige tal, DMU leverer, og faktisk kalder det jo på en verdensomspændende regulering, men det bliver nok svært at få trumfet igennem. Derfor mener vi, at man i første omgang skal sikre, at der kommer en EU-regulering, der stiller samme skrappe krav i alle EU-lande, som Danmark efterlever. Vigtigt er det i hvert fald, at man ikke går i panik og går enegang i Danmark med en yderligere skærpelse af reguleringen, som skader den danske konkurrenceevne, og med det resultat, at produktionen i stedet flytter til andre lande, hvor ammoniakudledningen er meget højere end den danske, siger direktør for Miljø & Energi i Landbrug & Fødevarer Niels Peter Nørring, til FoodCulture.dk

Læs mere på FoodCulture.dk

Seneste nyt fra lf.dk