Madpyramiden er tilbage

23. mar 2011

Landbrug & Fødevarer bakker op om den sunde helhedskost, som fik et nyt udtryk, da FDB i dag relancerede madpyramiden.

Danskerne fik i dag opdateret et af mest populære værktøjer til at vælge sunde fødevarer gennem tiden. Madpyramiden har i 35 år vist, hvordan man vælger en sund og varieret kost med indhold fra alle fødevaregrupper, og den blev præsenteret i version 2.0 af FDB.

Pyramiden er en grafisk guide, der skal hjælpe danskerne til at sammensætte en sund kost og ikke mindst skabe en fornyet opmærksomhed og debat omkring sund mad.

- Landbrug & Fødevarer går helt ind for en fuldkostmodel, hvor man både tænker det grønne, det grove, det magre og det sjove ind i en sammenhæng. Vi synes, det er stærkt, at FDB går ind og tager medansvar for danskernes sundhed med det her værktøj, siger afdelingsleder Winnie Pauli.

Grønt er godt
I den nye madpyramide er grøntsagerne flyttet ned i den nederste blok, og de er blevet adskilt fra frugt. Pointen er, at det er de grove grøntsager, der bør fylde mest på tallerkenen.

Winnie Pauli mener, at pyramiden er den eneste fuldkost-model, og at det derfor er godt, at den nu er opdateret efter de officielle kostråd.

- Den enkelte kan vælge til og fra og sammensætte kosten på mange måder. Og som kommunikationsmiddel fungerer pyramiden rigtig godt, og her kan madpyramiden være en god måde at få startet en samtale om fødevarer og kost. Mad er jo mere end en samling næringsstoffer, og smag og nydelse er også en del af måltidet - og med pyramiden bliver maden meget konkret og nærværende, siger Winnie Pauli.

Mælk gjort grafisk mindre
I den nye pyramide har FDB valgt at halvere den grafiske størrelse på mejeriprodukterne i pyramiden. Mælkeprodukterne er, sammen med vand og juice, blevet gjort mindre i opsætningen, end den burde være ifølge kostrådene – begrundelsen er, at drikkevarerne ifølge FDB er lettere at få ned.

FDB understreger, at mejeriprodukter stadig er en vigtig del af en sund og varieret kost, men at der er taget hensyn til, at det for forbrugerne er lettere at indtage mejeriprodukterne end at spise 300 g grøntsager.

- Vores samlede mening om pyramiden er, at det er en god vejleder, og vi hæfter os ved, at FDB understreger mejeriprodukterne som en vigtig del af kosten. Tilbage er vel kun at sige, at vi derfor også ærgrer os i det stille og tænker, at FDB ikke havde deres bedste dag, da de valgte at halvere mælkeprodukterne i størrelse. Det ændrer dog ikke på, at vi grundlæggende synes, madpyramiden er en god vejleder, siger Winnie Pauli.

Seneste nyt fra lf.dk