Moderne partistøtte

29. mar 2011

Landbrug & Fødevarer giver for første gang partistøtte. Og det er i en ny og demokratisk form, hvor både lokalforeninger og enkelte medlemmer kan takke nej.

For første gang nogensinde har Landbrug & Fødevarer op til det kommende folketingsvalg besluttet at give partistøtte. Det er normal praksis for langt de fleste erhvervsorganisationer samt for fagbevægelsen, siger den fungerende formand:

- For os gælder det om, at de sager, som er vigtige for os, får maksimal politisk opmærksomhed. Derfor er det oplagt økonomisk at støtte de partier, som arbejder for at forbedre landbrugs- og fødevareerhvervets rammevilkår. Den mulighed benytter stort alle andre erhvervsorganisationer samt fagbevægelsen sig af. Og det virker nu også naturligt for os at gøre, siger Niels Jørgen Pedersen, fungerende formand i Landbrug & Fødevarer.

En mere demokratisk model
Der er både nogle lokalforeninger og enkeltmedlemmer, der har valgt at takke nej til at bidrage. Og det kan de gøre, fordi Landbrug & Fødevarers partistøtte modsat en klassisk partistøtte er valgfri.

- Vi vil ikke trække partistøtten ned over hovedet på vores medlemmer. Vi ved godt, at mange har svært ved at gennemskue, hvilke partier der egentlig repræsenterer dem. Netop derfor har vi lavet en moderne og mere demokratisk model, hvor det er valgtfrit for den enkelte forening, men også for det enkelte medlem, om man vil bidrage. Man kan som enkeltperson altså godt sige nej til at give partistøtte, selv om ens landboforening har sagt ja, siger Niels Jørgen Pedersen og fortsætter:

- De fleste i vores samlede medlemsskare vil gerne være med. Men der også nogle, der har valgt ikke at deltage. Og det er selvfølgelig helt i orden og viser, at den valgfri model har sin berettigelse.

Hvilke partier der modtager partistøtte, besluttes i Landbrug & Fødevarers formandskab.

Seneste nyt fra lf.dk