Nyeste mælkeforskning præsenteres
17. mar 2011
150 mejerifolk og 40 fødevareforskere samles i dag til Mejeriforskningens Dag i Billund. Sammen skal de dele viden om de nyeste forskningsresultater og bringe dem fra laboratorium til produkt.
Forskere indenfor fødevareområdet mødes i dag med mejeribranchen på date. I fællesskab skal de to parter dele den nyeste viden omkring forskning i mælk og mejeriprodukter. 40 forskere vil i løbet af dagen fortælle om deres resultater fra forskningsprojekter omkring teknologi, mikrobiologi og sundhed og ernæring, og senere vil der være mulighed for, at mejerifolkene i mindre grupper ’speed-dater’ enkelte forskere og spørger ind til projekterne.
Begivenheden har fået navnet Mejeriforskningens Dag, og den er essentiel for forskningsarbejdet, mener direktør Michael Stevns fra Landbrug & Fødevarer.
- Viden er ikke noget, der skal ophobe sig i støvede ringbind. Det skal ud og arbejde, og derfor er det fantastisk, at så mange fra mejerierne kommer og lytter og får resultaterne omsat, siger Michael Stevns, der deltager i arrangementet og selv er uddannet mejeriingeniør.
Bytte ideer
Blandt tilhørerne er 150 mejerifolk, der til gengæld har nye ideer med i tasken, som de kan aflevere til forskerne.
Michael Stevns betegner antallet af tilmeldinger som en stor succes, og han tror formen kan komme både virksomheder og forskere og også forbrugerne til gode.
- I sidste ende handler det om, at der bliver sundere, mere velsmagende, mere sikre produkter til danskerne. Ved at mødes og dele viden, får forskerne også en feedback, som de dels kan bygge ind i projekterne og som dels kan give dem ideer til nye projekter, som rammer ned i branchens behov, siger han.
Bag arrangementet står blandt andet Mejeribrugets ForskningsFond, Foreningen af mejeriledere og funktionærer Danmarks mejeritekniske selskab, Dansk Mejeriingeniør Forening og Landbrug & Fødevarer.