Ø-mærket skal ikke gradbøjes
04. mar 2011
Statens Ø-mærke skal ikke kunne gradbøjes, mener Landbrug & Fødevarer, men virksomhederne må i deres markedsføring gerne brande sig på særlige kvaliteter hos deres økologiske produkter.
Vejen frem for økologien er, at Ø-mærket skal kunne differentieres og udbygges. Det blev Altinget.dk’s konklusion på baggrund af et økologimøde den 1. marts arrangeret af Københavns Universitet, og hvor en række forskere samt Landbrug & Fødevarer, FDB og Økologisk Landsforening deltog.
Men den konklusion fra mødet kan Landbrug & Fødevarer ikke genkende:
- Jeg mener ikke, det handler om at Ø-mærket skal differentieres eller udbygges med en særlig øko-plus-udgave. Ø-mærkets troværdighed står og falder med, at mærket over for forbrugerne repræsenterer et fast højt kvalitetsniveau. Og det har ingen interesse i, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved med en a-, b- eller c-version, siger Kirsten Lund Jensen, teamleder i Landbrug & Fødevarer Økologi.
Til Altinget.dk siger hun, at det dog er fint, at den enkelte virksomhed lægger branding oven i Ø-mærket, og at producenterne går sammen og lave helt særlige tiltag i produktionen, som kan tilføre ekstra merværdi til de økologiske produkter.
Økologien udvikler sig hele tiden
Kirsten Lund Jensen understreger, at økologien stadig udvikler sig, og at Ø-mærket skal kunne rumme den udvikling:
- Når forbrugerne køber varer med Ø-mærket på, er det ikke ensbetydende med, at Ø-mærket repræsenterer et produkt, der ikke kan blive bedre. Forbrugerne kan altid stole på den høje kvalitet og den miljøvenlige produktion. Men økologien udvikler sig hele tiden. Eksempelvis i forhold til at øge naturværdien på de økologiske bedrifter og skabe en klimavenlig produktion. Netop derfor er det godt, at virksomhederne i deres markedsføring kan gøre opmærksom på det, hvis de gør noget ekstra, slutter Kirsten Lund Jensen.