Regulering af husdyrbrug er en kæmpe udfordring

08. mar 2011

Landbruget skal reguleres på udledninger og ikke på størrelsen af produktionen, som man gør hos industrien og i resten af EU.

Selv om den nye husdyrlov er et væsentligt skridt i den rigtige retning, så opfylder den langt fra alle Landbrug & Fødevarers ønsker.

- Reguleringen af husdyrbrug er en kæmpe udfordring. Der er lange sagsbehandlingstider, sager som  hjemsendes fra klagenævnet og uforståelige regler, siger fungerende formand i Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, og fortsætter:

- Der er kommuner, som hiver sig i håret, og når selv Kammeradvokaten må konstatere, at reglerne er uklare - hvordan i alverden skal en husdyrproducent have en chance for at forstå, hvad der gælder?

Der er nedsat et husdyrreguleringsudvalg, som snart skal komme med anbefalinger til regeringen om, hvordan reglerne kan forenkles. Både Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening sidder i dette udvalg og har et fælles ansvar for, at det kommer til at fungere fremover.

- Vi vil gerne være med til at passe på naturen. Og vi vil gerne være med til at udvikle ny teknologi og blive mere effektive. Men ethvert initiativ i den retning stoppes på denne her måde. Regler skal kunne forstås - ellers må de laves om, siger Niels Jørgen Pedersen.

L&F foreslår:

  • At husdyrloven forenkles ved at der kommer klare og let administrerbare regler.
  • At vi reguleres på vores udledninger til omgivelserne og ikke på størrelsen af vores produktion. Det er sådan man gør hos industrien og i EU.
  • At kravene om bedst tilgængelig teknologi håndteres som i EU - vi skal ikke i Danmark finde vores egen måde at gøre og dokumentere det på. Der kan læres meget af den tilgang, man har i industrien.
  • At selve anlægget vurderes adskilt fra arealerne i forbindelse med godkendelsen. Vi kan konstatere, at der heller ikke er andre lande i EU, der har valgt denne måde at regulere på.
  • At der sikres effektiv sagsbehandling på miljøgodkendelser ved at opsætte konkrete mål for sagsbehandlingstiden. Sagerne skal ikke have lov til at ligge. Der skal være mulighed for, at man politisk kan gribe ind.

Seneste nyt fra lf.dk