Store søer sprænger rammerne
11. mar 2011
Fødevarestyrelsen har været på uanmeldt kontrol i 50 sobesætninger og fundet ”rullepølsesøer” i 60 procent af dem.
Ca. 30 pct. af de danske sobesætninger har stadig søerne opstaldet i ”enkeltdyrsbokse” i drægtighedstiden. Det betyder, at søerne skal kunne lægge og rejse sig, men ikke kan vende rundt i boksen. De er altså fikseret på en fast plads, og i enkelte tilfælde er der endda ikke tilstrækkelig plads til, at søerne kan rejse sig ubesværet, som de skal kunne ifølge reglerne.
- Dyrene er blevet for store til boksene, der er bygget på et tidspunkt, hvor søerne var mindre, end de er i dag. Derfor presser de mod jernrammerne i boksen, som presser sig ind i kødet på søerne. Deraf navnet rullepølsesøer, siger leder af Fødevarestyrelsens veterinærrejsehold, Flemming Kure Marker, til Landbrug & Fødevarers netmagasin foodculture.dk.
Styrelsen har været på uanmeldt kontrol af 50 sobesætninger med enkeltdyrsbokse, og der er fundet problemer af større eller mindre grad i 60 procent af de besøgte staldanlæg. I alt er 43.000 søer blevet kontrolleret, og der har været problemer for 640 af dem. Det svarer til 1,5 procent af de undersøgte søer, der står i enkeltstaldsbokse, mens det kun er 0,5 procent af den samlede danske sobestand.
Fritgående i 2013
I Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, er formand Lindhart B. Nielsen ked af, men desværre ikke helt overrasket over tallene.
- Vi har tidligere sagt til soholderne, at de skal sørge for at få slagtet de dyr, der er for store til boksene og bygget om så der er plads til søerne. Det er uacceptabelt, at det ikke sker i alle tilfælde. Men det understreger i virkeligheden bare, at det er en god beslutning, at vi fastholder ambitionen om, at alle drægtige søer skal være fritgående fra 2013, siger Lindhardt B. Nielsen.
Læs mere på foodculture.dk
Læs også Svineproducenter vil ikke have dispensation.