Indviklet miljøregulering er bremseklods for vækst
11. nov 2011
PRESSEMEDDELELSE
Landbrug & Fødevarer hilser Miljøministeriets nye anbefalinger om forenkling af miljøreguleringssystemet velkommen. Dog glemmer udvalget at kigge på de faktorer, der udgør den største bremseklods for væksten.
Der er gode takter i en række nye anbefalinger fra Virksomhedsudvalg II, der er offentliggjort i dag. Udvalget anbefaler blandt andet en øget indsats for at udbrede den bedst tilgængelige teknologi (BAT), der vil være med til at sikre den danske konkurrenceevne og samtidig højner miljøbeskyttelsen på europæisk plan. Anbefalingen om at koncentrere tilsynsindsatsen der, hvor der er brug for den, er også et tiltrængt tiltag. Desværre bliver de gode takter ikke til skøn musik. For de uambitiøse anbefalinger tager ikke fat om nældens rod og gør noget ved de største problemer i dansk miljøregulering.
- Virksomheder skal igennem en jungle af godkendelser og tilladelser, før de når til en afklaring, om de kan få en miljøgodkendelse. Det kræver mere end almindelig tålmodighed, og så tager det alt for lang tid. Årelange ventetider og administrativt bøvl tvinger virksomhederne i knæ. Derfor er det helt afgørende, at vi får lavet klare regler, der gør sagsbehandlingen både hurtigere og nemmere at gennemskue, hvis vi vil sikre vækst i danske virksomheder. Regeringen har i deres regeringsgrundlag lagt vægt på at skabe ordentlige rammebetingelser for erhvervslivet. Hvis miljøministeren skal leve op til dette mål, forventer Landbrug & Fødevarer, at der stilles ambitiøse servicemål og maksimale sagsbehandlingstider, fastslår direktør i Landbrug og fødevarer Claus Søgaard-Richter.
Tavlen skal vaskes ren
Ifølge Landbrug & Fødevarer er der behov for en decideret reform af miljøreguleringen. På miljø- og naturområdet er der langt over 500 hundrede love, bekendtgørelser og cirkulærer, og strukturen stammer tilbage fra 70’erne. Reglerne er svært forståelige, selv for embedsfolk, hvilket betyder, at reglerne ofte tolkes og administreres på forskellige måder. Derfor mener Landbrug & Fødevarer, at det er på tide at spørge sig selv, om ikke det er nok.
- Vi bliver nødt til at vaske tavlen ren og lave en ny lovgivning på miljøområdet. Det ville være til gavn for både miljøet, virksomheder og væksten. Derfor bør nedsættes et ekspertudvalg til at foretage en tilbundsgående analyse af hele området med henblik på en lovreform hvor miljøbeskyttelse og konkurrenceevne går hånd i hånd, siger Claus Søgaard-Richter, direktør i Landbrug & Fødevarer.
Landbrug & Fødevarer mener, at man i arbejdet med en reform af miljøreguleringen bør kigge på administration af lovgivningen, og sikre at der er klare rammer for, hvad sagsbehandlerne kan kræve af virksomheder. I samme forbindelse bør man se på, om kommunerne er de rigtige myndigheder til at håndtere miljøgodkendelserne. Erfaringen viser, at den kommunale forvaltning resulterer i store forskelle i sagsbehandlingen fra kommune til kommune. Det er helt grundlæggende for en god miljøbeskyttelse og øget vækst, at virksomheder ved præcist, hvilke krav der stilles til dem. Ligegyldigt om de bor i Struer, Hjørring eller Holbæk.
For yderligere information:
Jens Dissing Munk, pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer, 3339 4454 / 3017 8874
Claus Søgaard-Richter, direktør i Landbrug & Fødevarer, 3339 4503