Laveste lønstigninger i mands minde

16. nov 2011

Lønudviklingen har nået et historisk lavpunkt i Danmark, viser nye tal fra DA. I udlandet opleves samme tendens, hvilket betyder, at blandt andet fødevareindustrien med sine 80.000 beskæftigede ikke opnår forbedrede konkurrence vilkår.

Lønudviklingen i Dansk Arbejdsgiverforenings statistik er på samme niveau som i de foregående to kvartaler i 2011, hvilket svarer til den laveste årsstigningstakt i statistikkens levetid.

Mere præcist er lønudviklingen steget med 2,0 pct. fra 3. kvartal 2010 til 3. kvartal 2011. Ser man nærmere på fødevareindustrien, viser tallene at timefortjenesten på fx slagterierne steg med 1,4 pct. fra 3. kvartal 2010 til 3. kvartal 2011. Trods forholdsvis lave lønstigninger er der dog fortsat et betydeligt stykke vej, før lønkonkurrenceevnen er genoprettet.

- Som virkeligheden ser ud i dag med et højt lønniveau, lav produktivitet og høje produktionsomkostninger er det svært at se, hvordan der kan skabes flere arbejdspladser i industrien, herunder fødevareerhvervet. Lønudviklingen i Danmark ser desværre ud til at være den samme som i udlandet. Så de forholdsvis lave lønstigninger giver ikke en nævneværdig forbedring af konkurrenceevnen, siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Leif Nielsen.

Lavere produktionsomkostninger skaber jobs
Dansk Arbejdsgiverforenings internationale lønstatistik viser, at lønstigningerne i fremstillingsindustrien var 2,3 pct. fra 2. kvartal 2010 til 2. kvartal 2011, mens udlandets lønstigning var 2,4 pct. i samme periode. For fremstilling viser de nye tal for Danmark, at den årlige stigning var 2,1 pct. i 3. kvartal 2011.

Ønsker man at bevare fødevareindustrien med dens omkring 80.000 tilknyttede beskæftigede i Danmark skal man ifølge Leif Nielsen give virksomhederne bedre konkurrencevilkår og lavere produktionsomkostninger end i udlandet.

Den høje lønudvikling på fx slagterierne har givet sig udslag i, at beskæftigelsen på de danske svineslagterier er faldet, mens antallet af slagtninger ikke har fulgt samme udvikling.

- Fødevareindustrien vælger ofte at lade den del af produktionen, som kan effektviseres, blive i Danmark, mens den resterende del af produktionen flyttes til udlandet – typisk den mandskabstunge. Ønsker man at skabe flere jobs, skal man se på, hvordan produktionsomkostningerne for industrien kan nedbringes, siger Leif Nielsen.

Den generelle lønstigning omfatter direkte løn, pensionsbidrag, ferie- og fraværsbetalinger, fritvalgsordninger, personalegoder, genebetalinger m.v. Det største bidrag til den generelle lønstigning kommer fra pension som bidrog med 0,3 pct.-point. Generelt ser Leif Nielsen udviklingen som et tegn på økonomisk afmatning.

Seneste nyt fra lf.dk