Økologien spurter af sted
28. nov 2011
PRESSEMEDDELELSE
Nye øko-eksporttal fra Danmarks Statistik cementerer økologiens succes. Landbrug & Fødevarer Økologi er også optimistisk i forhold til 2011 og 2012.
Danmarks øko-eksport er tredoblet til 857 mio.kr. fra 2006 til 2010, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Især salget af frugt og grønt, æg og mejeriprodukter i Tyskland driver den danske øko-eksport fremad.
- Det er meget positivt, at vores økologieksport fortsætter den flotte udvikling gennem de sidste år, hvor finanskrisen har haft sit tag i Europa. Det er især det tyske marked, der har trukket læsset, blandt andet for mejerierne, siger Kirsten Lund Jensen, Økologichef i Landbrug & Fødevarer.
Regeringen hjælper til
Med regeringens nye økologi-initiativer forventer Økologichefen, at 2011 og 2012 giver endnu flottere resultater:
- Vi forventer, at regeringens initiativer for en økologisk eksportstrategi og de afsatte midler på finansloven gør, at vi kan rykke yderligere på eksporten i 2011 og 2012. Vi håber også, at regeringens økologivision kan være med til, at vi får tilført flere råvarer fra bl.a. svineproducenter. Og desuden at udviklingen inden for bær, frugt og grøntproduktionen styrkes, siger Kirsten Lund Jensen.
Kisten Lund Jensen understreger dog, at regeringen fortsat skal arbejde for, at virksomhedernes konkurrenceevne ikke svækkes, da konkurrencen, på bl.a. det tyske marked, er ekstremt hård.