Økologiudspil prioriterer rigtigt
02. nov 2011
Regeringens økologiudspil indeholder meget positive takter i form af et vigtigt fokus både på afsætningen af produkterne og udviklingen ude blandt primærproducenterne.
I Landbrug & Fødevarer hilses Fødevareministerens nye økologi-politik meget velkomment. Med et særligt fokus på afsætning, eksport, offentlig bespisning og udviklingsmuligheder for landmænd, som ønsker at lægge om, rammer udspillet ned i nogle meget centrale punkter for at videreudvikle økologien.
- Ved at prioritere midler til investeringer på de økologiske bedrifter og samtidig love at arbejde for at fremme rammerne for økologisk biogas i de kommende energiforhandlinger viser ministeren, at hun har lyttet til branchens budskaber i forhold til at fremme styrken i den danske økologiske produktion, siger formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion, Uffe Bie.
Markedet skal styrkes
Formanden betegner det som helt afgørende for at fastholde de danske økologiske landmænds konkurrenceevne og dermed afgørende for, at den økologiske produktion i Danmark vokser på længere sigt.
Formanden for økologien i Landbrug & Fødevarer ser også meget positivt på, at afsætning er prioriteret, og at der er afsat 72 mio. kr. til økologien over de næste to år på finansloven.
- Vi mener det er helt centralt, at ministeren har fokus på afsætning af de økologiske produkter og på økologisk innovation. Det drejer sig både om afsætningen på det danske marked, hvor de offentlige køkkener er en vigtig brik, men især også eksportindsatsen, som vi i Landbrug & Fødevarer har været meget optaget af at få prioriteret i den nye økologi-politik, slutter Uffe Bie.