Dansk økologi hitter hinsidan

03. okt 2011

Det er ikke kun i Danmark, at forbrugerne er vilde med økologiske fødevarer. Også hinsidan er svenskerne for alvor begyndt at smide økologiske fødevarer i indkøbskurven, når de handler.

Nye tal fra Statistika Centralbyrån, den svenske pendant til Danmark Statistik, viser, at 4,1 pct. af alle fødevarer og alkoholfrie drikkevarer solgt i Sverige i 2010 var økologiske, hvilket er en stigning siden 2009 på næsten 6 pct.

Svenskernes økologiske forbrug i 2009 var på ca. 5,5 mia. SEK, hvilket svarer til, at hver svensker i gennemsnit bruger 350 SEK om året. Af Danmarks samlede eksport af økologiske fødevarer på 750 millioner kr. havnede ca. tyve procent eller for 145 millioner af dem i Sverige i 2009, hvilket svarer til ca. 3 pct. af det samlede svenske forbrug. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmagasin FoodCulture.dk.

"Selv om det ikke er en overvældende mængde, danske varer udgør af det samlede svenske forbrug, viser det bare, at der fortsat er et enormt potentiale. Til sammenligning bruger hver dansker nemlig over 1.000 om året på økologi, så hvis den udvikling også slår igennem i Sverige, hvilket de nyeste tal peger på, synes jeg bestemt, det ser lovende ud for en dansk eksportforøgelse i fremtiden," siger økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.

Godt for danske virksomheder
Det er kaffe, te og chokoladedrikke, som fører an med 7,8 pct. af det samlede svenske forbrug af økologiske varer, mens andenpladsen indtages af mejeriprodukter, hvor 7,8 pct. er økologiske. Kød ligger stadig lavest med en økologisk andel på 1,4 pct. Men efterspørgslen betyder dog, at svenskerne må over sundet for at tilfredsstille behovet for økologisk kød, og det kommer danske fødevareproducenter til gode.

"Svenskerne kan simpelthen ikke forsyne sig selv med økologisk kød. I Danmark har vi længere erfaring med økolo-gisk produktion og med catering, end de har i Sverige, og i kombination med de offentlige målsætninger i Sverige om, at 25 pct. af alle offentligt indkøbte fødevarer skal være økologiske i 2010, gør det markedet meget interessant for os," siger kontorchef i Friland A/S, Randi Koch til FoodCulture.dk.

Læs resten af historien på FoodCulture.dk.

Seneste nyt fra lf.dk