Dansk ost udstiller med dansk vin
18. okt 2011
Landsmejeriudstillingen udvider paletten, idet 1400 mejeriprodukter får selskab af skandinaviske oste samt hårde tyske bjergoste fra Allgäuland. Med Danish Food Contest bedømmes flere nye fødevarer – herunder 50 forskellige danske vine.
Har en sød dansk hvidvin på Solaris-druer noget til fælles med en Danablu fra Mammen Mejeri? Det kan man blive klogere på, når den traditionsrige Landsmejeriudstilling og Danish Food Contest bygger bro mellem 700 oste og 50 forskellige danske vine, som bedømmes d. 8. - 9. november i Messecenter Herning. Sammen med yderligere 700 andre mejeriprodukter fra Danmark og resten af Norden.
- Vi glæder os til vores nye selskab, hvor flere danske fødevarebrancher har sluttet sig til konceptet, Danish Food Contest. Dermed har vi taget første skridt hen imod en udstilling, hvor hele fødevareerhvervet spiller sammen og understøtter hinanden, siger Sven Ålborg, som er sekretær for fagmessen.
Udover vinavlere er bærproducenter, krydderurteproducenter, Kohberg Brød og to regionale fødevareklynger med for første gang.
Foreningen af danske vinproducenter vil bedømme over 50 forskellige vine, hvilket både omfatter rosè, rød- og hvidvin samt mousserende vine. Flere har allerede fået flotte priser i udenlandske konkurrencer, men nu dyster 25 danske erhvervsvinavlere mod hinanden med uddeling af guld, sølv og bronze til de bedste.
- Vi kan se muligheder i en tilbagevendende, professionel bedømmelse af vore produkter, så forbrugerne også får nogle kvalitetsparametre at forholde sig til, siger Jean Becker, som er formand for Foreningen af Danske Vinavlere.
Udstillingen er åben for alle – adgangsbillet koster 100 kr. Se mere på landsmejeriudstillingen.dk.