Kineserne vil have danske fødevarer
19. okt 2011
Kina kan blive det helt store væksteventyr for danske fødevarer. I år og næste år forventes eksporten til Kina at vokse med hele 20 pct. pr. år, vurderer Landbrug & Fødevarer.
Ny rapport fra Landbrug & Fødevarer viser, at Kina de kommende år bliver et af de store væksteventyr for Danmark. Især landbrugs- og fødevareeksporten, som allerede står for 42 pct. af den samlede danske eksport til Kina, vokser stødt. De nye tal viser en stigning til 11 milliarder kroner i 2011 og til 14 milliarder kroner i 2012, hvilket svarer til en stigning på 20 pct. per år.
- Det er måske paradoksalt, at man i et meget fattigt land køber danske varer, som er dyrere at producere. Årsagen er, at der er en stor indkomstspredning i Kina deriblandt nogle meget rige mennesker. Derudover vokser middelklassen stadig, og væksten i den gruppe er med til at drive efterspørgslen frem, siger Leif Nielsen, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, til Berlingske Tidende den 19. oktober.
Kvalitetsfødevarer efterlyses
Den kinesiske middelklasse vokser i ekspresfart og efterspørger blandt andet pels og svinekød fra danske landmænd og fødevareproducenter. Især den høje danske kvalitet, i forhold til eksempelvis fødevaresikkerhed, er i høj kurs.
- Evnen til at spore sikkerheden og følge historikken på produkterne er høj. Det er helt unikt, og den evne er meget efterspurgt. For danskerne er det et basalt krav til fødevarerne, men det er en særlig kvalitet på det globale marked, siger Leif Nielsen.
I dag besøger Kinas udenrigsminister, Yang Jiechi, udenrigsminister Villy Søvndal (SF) for blandt andet at drøfte handlen mellem EU og Kina. Danmark er det eneste EU-land, som den kinesiske minister besøger, inden han flyver videre til USA.
Læs Landbrug & Fødevarers rapport Kina - et vigtigt eksportmarked for Danmark.