Nyt rekordår for økologien

04. okt 2011

Detailomsætningen for økologiske varer vokser med ca. ti procent i 2011, viser ny prognose fra Landbrug & Fødevarer.

Trods finanskrise og danskerne tilbageholdenhed i købelysten, er der godt gang i salget af økologiske fødevarer. Holder danskerne den økologiske kurs for resten af 2011 rammer omsætningen i detailhandlen en ny rekord på 5,6 mia. kroner, viser en ny prognose fra Landbrug & Fødevarer.

Det er en fremgang på 500 mio. kroner svarende til ca. ti procent.

- Økologien er inde i en meget positiv udvikling, og vi tror på, at markedet på en række områder kan modnes yderligere. De seneste ni måneders forbrug peger frem mod, at 2011 ender med at blive et rigtig godt år for økologien, siger økologichef Kirsten Lund Jensen fra Landbrug & Fødevarer.

Grøntsager tonser
Prognosen bygger på de seneste udmeldinger fra dagligvarebutikkerne og fra de økologiske fødevareproducenter i medlemskredsen hos Landbrug & Fødevarer.

Når økologien ventes at gå frem, skyldes det dels, at der generelt har været stigende fødevarepriser. Det har også smittet af på det økologiske omsætning. Derudover har man set et øget salg på frugt og grønt med økologisk fortegn.

- Danskerne køber mere økologi i frugt- og grøntafdelingen. Helt konkret bliver der solgt flere gulerødder, tomater, løg og broccoli. Sammenholdt med, at de øvrige varekategorier som mejeri, æg og kød holder fast i deres markedsandele, giver det altså fremgang, siger økologichef Kirsten Lund Jensen.

Markedsdrevet økologi
Den positive markedssituation vil også være en del af dagsordenen, når Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer holder årsmøde den 12. oktober på Stenalt Gods.

- Vi har en ny regering, som gerne vil have fordoblet de økologiske arealer. Det synes vi i Landbrug & Fødevarer er meget positivt. Hvis udviklingen skal være holdbar på sigt, kræver det at økologien er markedsdrevet, og derfor er det vigtigt, at forbrugerne holder fast i økologien, og at de danske økologiske produkter kan matche de økologiske varer fra andre lande. En af forudsætningerne for dette er, at vores økologiske virksomheder er konkurrencedygtige, og at de økologiske landmænd herhjemme kan have en fornuftig indtjening i produktionen, siger økologichef Kirsten Lund Jensen fra Landbrug & Fødevarer.

Læs mere om Årsmødet i økologisektionen i Landbrug & Fødevarer
 

Seneste nyt fra lf.dk