Spor i Landskabet fører til græskar og roer i efterårsferien

17. okt 2011

PRESSEMEDDELELSE

Benyt efterårsferien til at opleve de mange smukke Spor i Landskabet. Følg eksempelvis sporet langs Vadehavet, og se sort sol. Eller hvad med at samle græskar eller roer til den kommende Halloween. Fem nye spor bliver indviet, og som noget helt nyt kan du følge sporene elektronisk via din smartphone.

Allehelgensaften, eller Halloween, som mange kender fra den amerikanske kultur, nærmer sig, og hvorfor ikke benytte efterårsferien til at følge et Spor i landskabet, der fører ud til en græskar- eller roemark? Du kan også følge et Spor i Landskabet, der fører dig ud til Vadehavet for at se sort sol på efterårshimlen. I efterårsferien kan man kombinere en god vandretur med masser af smukke naturoplevelser ad de 160 Spor i Landskabet.

”Vi åbner fem nye spor og er nu oppe på 160 Spor i Landskabet over hele landet. Det giver gode muligheder for at få en ekstraordinær naturoplevelse, som f.eks. at se sort sol i Tøndermasken. Og hvis man gerne vil ud og opleve en hel mark fyldt med græskar og købe et med hjem, kan jeg anbefale sporet ved Ribe mark,” siger Anders Torpegaard, projektleder for Spor i Landskabet, der i samarbejde med friluftsorganisationer og landbruget etablerer Spor i Landskabet i Danmark. Han peger på flere gode bud på vandreture, hvis man vil tage sine børn med ud for at finde roer og hellige sig den gamle oprindelige danske tradition med at lave roelygter.

Tag et par roer med hjem
I roesporet ved Lungholm Gods ved Rødby på Lolland er vandrende meget velkomne til at snuppe et par roer op af mulden og lave roelygter af dem.

”Gæster er velkomne til at komme og gå en tur på sporet og besøge den nærliggende roemark ved Byhavevej. Høsten, eller roekampagnen som vi kalder den, er allerede godt i gang, og der er ryddet et spor i kanten af marken, som meget gerne må benyttes af interesserede. Herfra er folk velkomne til at plukke en roe eller to til en roelygte” fortæller landmand Knud Bram Knudsen.

En anden mulighed for at finde roer er tæt på sporet ved Hverrestrup Bakker ved Aalestrup nordvest for Hobro i Nordjylland. Cirka fem kilometer fra Sporet ved Hverrestrup Bakker kan bilen parkeres på p-pladsen hvor Abildvadvej møder Boldrupvej. Herfra spadserer du cirka 200 meter ad Abildvadevej og drejer til højre. Herefter følger du markvejen ned mod den meget smukke Simested Å-dal, hvor roemarken vil dukke op på din højre hånd.

Følg sporet på mobilen
Fra efterårsferien er det ydermere muligt at vandre på den miljørigtige måde. Der bliver det muligt at hente viden om godt 150 danske vandrestier direkte ned på mobiltelefonen. Har man en smartphone, kan man scanne en kode på folderkassen ved sporets begyndelse og straks hente en elektronisk udgave af folderen for sporet med viden om sporets rute, produktionen i landskabet, dyreliv, kulturhistorie og andre relevante oplysninger.

”Vi er rigtig glade for at føje denne mulighed til vores Spor i landskabet. Vi har længe gerne villet give det stigende antal danskere, der har en smartphone, mulighed for på en nem og overskuelig måde at hente viden om sporet, uden først at skulle printe folderen. På den måde tænker man også på miljøet,” siger Anders Torpegaard, projektleder på Spor i Landskabet om koderne, der er klar til brug fra fredag 21. oktober i efterårsferien.

Find flere spor på www.spor.dk.


Fakta:
Spor i Landskabet er vandrestier, der giver alle interesserede mulighed for at opleve sider af den danske natur, som ellers ikke er tilgængelig for offentligheden. Det har eksisteret siden 1997 og har sekretariat i Landbrug & Fødevarer, Axelborg i samarbejde imellem Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Friluftsrådet, Landdistrikternes Fællesråd og Naturstyrelsen.

Alle stier med en tilstrækkelig netværksdækning får en QR-kode, som sidder på en lille gul plade ved folderkassen, der er placeret ved sporets begyndelse.

De nye QR-koder er støttet af Nordea-fonden og Miljøministeriet.