ATP har Danmarks bedste kantine
07. sep 2011
PRESSEMEDDELELSE
Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer kårer i dag Danmarks bedste kantine. Prisen går til ATP, hvor medarbejderne altid kan være sikre på, at de får sig en sanselig oplevelse.

ATP’s kantine vinder den prestigefyldte pris, fordi medarbejderne er forandringsparate og særdeles velovervejede i deres tilgang til råvarer og madlavning. Kantinechef Helge Heilskov Kristensen og team tager dagligt et bemærkelsesværdigt medansvar for den virksomhed og det samfund, de er en del af.
Vi taler om en kantine der flytter grænser. En kantine der oser af kreativitet og menneskeligt overskud. En kantine, der har placeret sig selv helt centralt i forhold til medarbejdernes sundhed, hvor alt laves fra bunden og medarbejderne kan tage aftensmaden med hjem. En kantine med egen urtehave og æbleplantage. En kantine med en helt særlig forståelse for kød, kvalitet og gode danske råvarer. Derfor aftager kantinen også direkte fra Nordsjællandske landmænd. Og alle herlighederne serveres dagligt for 750 medarbejdere.
Kantinens produktion repræsenterer ATP’s ideologi om at sundhed er en del af god medarbejdertrivsel. At man kan få mad med hjem og få ideer til sund madlavning i hjemmet, er en del af ATP’s tilbud om, at der skal være balance i livet. Kantinen i ATP har modtaget ”Det økologiske Spisemærke” i sølv, idet 75 pct. af råvarerne er økologiske.
 Kantinechef Helge Heilskov Kristensen og team får Kantineprisen 2011.
|
Sund mad på menuen Når medarbejderne tager for sig af de indbydende retter, skal de ikke tænke på, om maden sætter sig på sidebenene. I kantinen er de bevidste om, at deres daglige kunder har stillesiddende arbejde, som stiller store krav til, at der er styr på fedtindholdet i den mad, der tilbydes i løbet af dagen. Derfor laver de maden ud fra et 80/20 princip, som er fordelingen mellem vegetabilske produkter og kød og et princip om, at minimum 85 pct. af retterne i frokostbuffeten er med mindre end 8 pct. fedt.
Sund mad der smager
Selvom det er sund mad der står på menuen, hvor fedtindholdet er i bund, går kantinen ikke på kompromis med smagen. Den er stadig i top. Kantinen ved godt, at sundhed ikke kan stå alene. Smagen er stadig det vigtigste, når kantinen hver dag præsenterer dagens frokostbuffet. For at gøre det nemt for medarbejderne at vælge sundt, har kantinen indført et mærkningssystem, hvor medarbejderne kan se, med et grønt eller rødt skilt, hvor høj fedtprocenten er i maden.
Kantinen hos ATP formår om nogen at motivere personalet og udvikle sig i tråd med virksomhedens vision. En usædvanlig innovativ kantine der inddrager de ansatte og skaber værdi for alle. Fx har man i en periode sat fokus på velvære og stabilt blodsukker. Kantinen tager også jævnligt på inspirationsbesøg og sikrer gennem samtaler, at viden og gode ideer bliver omsat i nye tiltag og uddannelsesplaner.
Men det menneskelige overskud stopper ikke der. Kantinen uddanner løbende elever og tager aktivt del i et kommunalt projekt om integration af indvandrerkvinder. Så vi taler om en kantine, der tager et socialt ansvar, der rækker langt ind i samfundet.
Læs mere og download pressefotos på
www.kantineprisen.dk
 Direktør Claus Søgaard-Richter, Landbrug & Fødevarer overrakte Slagterprisen 2011 til kantinechef Helge Heilskov Kristensen |
Kontakt: Chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Torben Blok 2961 6934
Pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer Anette Amstrup Riis 2488 3930