Indtjeningsløft til landbruget

26. sep 2011

Landbruget kan se frem til økonomisk fremgang i både 2011 og 2012. Det viser en ny prognose fra Videncentret for Landbrug og Landbrug & Fødevarer. Driftsresultatet for en gennemsnitlig heltidsbedrift forventes at blive på godt en halv million kr. i 2011.

- Og forbedringen fortsætter ifølge prognosen i 2012, hvor det gennemsnitlige resultat forventes at nå over 600.000 kr. Alle de tre store produktionsgrene, kvæg, svin og planteproduktion, kan se frem til bedre resultater, siger Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef i Videncentret for Landbrug.

For 2011 svarer forventningerne til den seneste prognose fra juni, mens der for 2012 er tale om en opjustering på cirka 250.000 kroner.

Øget efterspørgsel, effektivitet og lave renter
Der er flere årsager til forventningen om bedre indtjening.

- Produktpriserne er steget de senere år, og forventningen er, at niveauet fortsat vil være forholdsvis højt. Det skyldes en fortsat stram forsyningsbalance for mange fødevarer. Samtidig er der sket markante forbedringer i effektiviteten på landbrugsbedrifterne.

- Dertil kommer en lang periode med lave renter på grund af den internationale gældskrise og lav vækst, og det medfører lavere renteudgifter for erhvervet, siger Klaus Kaiser.

Der er stor spredning blandt virksomhederne. Den bedste tredjedel af heltidsbedrifterne tjente over en mio. kr. i både 2010 og 2011 og ventes næste år at tjene over 1,3 mio. kr. i gennemsnit.

- De stærke virksomheder bliver nu endnu stærkere. Det kan give bedre plads til konsolidering i erhvervet og kan bidrage til at løsne op for strukturudviklingen, siger Klaus Kaiser.

Seneste nyt fra lf.dk