Discountbutik øko-vækster med 22 pct.

14. feb 2012

Mange økologiske varenumre er ifølge Rema 1000 årsag til kædens øko-vækst på 22 pct. Discountbutikkernes økosatsning bliver vel modtaget af danske økologer, som også tror på fortsat vækst.

Man skal ikke lede længe for at finde økologiske varer i den danske detailhandel. Discountkæden REMA 1000 har netop offentliggjort en vækst i sin omsætning for 2011 på knap 14 pct. I den samlede omsætning, der snart krydser de syv mia. kroner, bidrager økologien med en imponerende vækstrate på 22 pct. i 2011. Det er fjerde år i træk, at discountbutikkens økologiske salg vokser med tocifrede procenter. Det skriver Landbrug & Fødevarers webmagasin Foodculture.dk.

Indkøbsdirektør i Rema 1000, Anders Rene Jensen, mener, at forklaringen på succesen er ligetil:

”Vi har prissat vores økologiske produkter på et niveau, hvor alle kan få råd til at købe dem. Blot fordi der er tale om økologiske produkter, behøver de jo ikke koste det dobbelte,” siger han til Foodculture.dk.

Det er fem år siden, at Rema 1000 besluttede sig for at satse på økologien. Siden er der sket rigtig meget, og i dag er den en af de discountkæder med det største økologiske sortiment.

”Vi har et bredt sortiment på omkring 150 økologiske varenumre, og vi forventer en yderligere øko-vækst i 2012 på 10 pct.,” siger Rene Jensen.

Discountvækst hjælper økologer
De pæne øko-vækstrater glæder økologichef i Landbrug & Fødevarer Kirsten Lund Jensen.

”Discountbutikkerne har været rigtig gode til at udvide deres kundekreds, og jeg tror, deres stadig større udvalg af økologiske varer vil fortsætte med at drive den udvikling. Det er vigtigt for de økologiske producenter, at der kommer større afsætningsflader for deres produkter, så målet med at fordoble det økologiske areal inden 2020 bliver nemmere at nå,” siger hun.

Seneste nyt fra lf.dk