Hamlet Protein åbner fabrik i USA

22. feb 2012

Den danske ambassadør, Ohios guvernør og Findlays borgmester deltog i åbningen af Hamlet Proteins første fabrik i USA.

Det var fornemme folk, der klippede snoren til Hamlet Proteins nye foderfabrik i Findlay Ohio fredag 27. januar.  At der var stor lokal opbakning blev understreget af, at borgmesteren i Findlay og de folkevalgte i Hancock County udnævnte dagen til ”Hamlet-protein dag”. Det skriver Landbrug & Fødevarers webmagasin Foodculture.dk.

Hamlet Protein har længe leveret til det amerikanske marked, men først i januar fik selskabet sin egen fabrik i landet.

Åbningsceremonien fandt sted fredag 27. januar med deltagelse af omkring 150 amerikanske og internationale gæster. Heriblandt var Ohios guvernør, John Kasich, den danske ambassadør, Peter Taksøe-Jensen og byen Findlays borgmester, Lydia Mihalik.

Fabrikken er på 8,200 m2 har kostet mellem 15 og 20 mio. dollars (omkring 100 mio. kr.) og beskæftiger 20 medarbejdere.

Tættere på kunder og råvarer
“Nu er vi også til stede i USA, vi har råvarerne indenfor en times kørsel, og vores kunder vil være overalt omkring os. Det vil være mere effektivt, og vi vil kunne servicere vores kunder hurtigere,” sagde adm. direktør Søren Munch ved åbningen.

Det er dog ikke kun de amerikanske markeder men også Canada og Mexico og de voksende markeder i Asien, der skal leveres til fra fabrikken.

“Vi har høje vækstrater i Asien, og I sidste ende vil vi også kigge efter en udvidelse på de kanter. Men vores førsteprioritet er en udvidelse af den ny fabrik i Ohio,” sagde Søren Munch.

Læs mere på Foodculture.dk, hvor der også er et tv-indslag om åbningen.

Læs også om indvielsen på Hamlet Protein’s hjemmeside 


Fra venstre mod højre: John R. Kasich (Guvernør i Ohio), Peter Taksøe-Jensen (Danmarks ambassadør), Lydia Mihalik (Borgmester i Findlay, OH), Robert Sprague (Repræsentant i Ohio) og Ed Ingold (Kommissær i Hancock County).

Seneste nyt fra lf.dk