Danskerne dumper sukkerafgiften
17. jan 2012
En sukkerafgift kan give mening, når det gælder tommer kalorier, men ikke for dagligdags varer som yoghurt og syltede asier, viser en ny undersøgelse.
En stor del af danskerne er med på, at en sukkerafgift kan give mening, når det gælder slik, sodavand, saftevand, chokolade og is. Derimod synes de ikke, det er rimeligt at afgiften også rammer produkter som yoghurt, syltede asier og agurkesalat eller syltetøj. Det viser en undersøgelse, som Landbrug & Fødevarer har fået foretaget blandt 1.000 danskere.
- Befolkningen kan til dels godt forstå, at en sukkerafgift bruges til at reducere indtaget af ’tomme kalorier’ fra slik og sodavand. Men kæden hopper ernæringsmæssigt af, når den rammer dagligvarerne. Det store sukkerindtag kommer jo fra produkter som slik, chokolade, sodavand og saftevand, så vi forstår godt danskernes undren – det burde jo være sodavand og slik, der beskattes, hvis man vil nedbringe indtaget af tilsat sukker, siger Susie Stærk Ekstrand, direktør i Landbrug & Fødevarer.
I undersøgelsen erklærer lidt over halvdelen af danskerne, at det er rimeligt med sukkerafgift på slik og sodavand. Omkring en tredjedel er også med på en sukkerafgift på chokolade, is og saftevand. Derimod mener kun fem pct., at det er rimeligt med afgift på yoghurt, og endnu færre finder sukkerafgiften rimelig på produkter som syltetøj, syltede asier, agurkesalat mv.
Flere kunstige sødemidler og mindre økologi
Susie Stærk Ekstrand peger på, at afgiften kan have utilsigtede uheldige konsekvenser i form af flere kunstige sødemidler i vores fødevarer og en ekstraregning til økologerne.
- Indførelsen af en sukkerafgift kan gøre kunstige sødemidler mere attraktive, og det risikerer at understøtte brugen af disse i stedet for naturligt sukker. Desuden kan de økologiske mejerprodukter blive ramt hårdere, fordi der ikke må tilsættes kunstige sødemidler til økologisk yoghurt. Resultatet kan blive, at forbrugerne fravælger økologien til fordel for billigere alternativer med kunstigt sødemiddel, siger Susie Stærk Ekstrand.
Rammer danske fødevareproducenter hårdt
En bred sukkerafgift vil ramme fødevareerhvervet hårdt. For producenterne af survarer som syltede rødbeder og asier og for de danske mejerier venter en regning på over 500 mio. kr. årligt.
- Det kan betyde tab af arbejdspladser, særligt i udkantsområderne. Afgiften vil især ramme de mindste mejerier, fordi de sælger størstedelen af deres produktion på hjemmemarkedet, fastslår Susie Stærk Ekstrand.